En kort teoretisk introduktion til gestaltterapi


Psykoterapi bygger på tre ting:

  1. En metateori, der indeholder terapiens overordnede værdigrundlag. Besvarer, hvad terapien skal bruges til (hvad der menes med det gode liv) og giver derfor retning.
  2. En psykologisk teori (en bestemt forståelse af det psykiske), der korresponderer med metateorien. Teorien angiver de ”data”, som terapeuten skal fokusere på i terapien, for at kunne vejlede klienten i den retning, som metateorien angiver.
  3. Terapeuten indsamler og behandler disse “data”, så metateori, psykologisk teori og metode tilsammen udgør et hele. Til dette anvender terapeuten en bestemt terapeutisk metode.

  1. Metateorien for gestaltterapi er eksistentiel-filosofisk tænkning og eksistentielle værdier.
  2. Den psykologiske erkendelsesteori bygger på gestaltterapien.
  3. Den terapeutiske metode er den fænomenologiske metode. 
  1. Med et eksistens-filosofisk grundsyn leder gestaltterapeuten klientens terapeutiske proces, så klienten har mulighed for at “træde i eksistens”.
    Gestaltterapeuten skaber opmærksomhed overfor eksistensens dilemmaer, så klienten får mulighed for (friheden til/ansvaret) at træffe et valg mellem væsentligt og uvæsentligt det vil sige et meningsfuldt valg. Ikke et rigtigt eller forkert valg, men et valg, klienten kan stå inde for.
  2. Målet med gestaltterapi er at hjælpe klienten frem til erkendelse af sin eksistens. Vi skal derfor vide, hvordan vi bærer os ad med at erkende. Denne viden henter gestaltterapeuten i gestaltpsykologien, som har forsket i og beskrevet, hvordan vi får mening i de påvirkninger, vi udsættes for, og hvordan denne mening bestemmer vores handlinger.

    Opmærksomhed er omdrejningspunktet i erkendelsesprocessen – og derfor også i terapien. Hvis opmærksomheden er mangelfuld eller blokeret, går det ud over den livsnødvendige forbindelse mellem organisme og verden.

    Normalt er denne forbindelse sikret via en automatisk selvreguleringsproces, hvor de påvirkninger, vi får indefra og udefra sammenfattes i helhedsindtryk. Disse helhedsindtryk – oplevelser – er organiseret i et mønster, en gestalt, med det vigtige som forgrund og det mindre vigtige som baggrund, således at den “besked”, vi får af vores oplevelser kan udløse relevante handlinger.

    Gestaltningsprincipperne sparer os for at tage omvejen over refleksion, før vi handler, hvilket er vigtigt i livsfarlige situationer, men samtidig kan denne automatik medføre, at vi overforenkler komplicerede forhold og derfor reagerer “forkert” i forhold til vores situation.

    Når klienten ikke kan handle relevant, skyldes det, at klientens opmærksomhed er svækket.
    Når selve organiseringsprocessen gøres til genstand for opmærksomhed bliver klienten ikke alene klar over kontraktbruddet, dets karakter og betydning, men også over hvordan det går til, dvs bliver klar over sin organiseringsproces. Denne klarhed er baggrund for, at klienten selv kan gribe aktivt ind i processen og genoprette en levende forbindelsen mellem sig selv og verden.

    Det terapeutiske arbejde består i at skærpe klientens opmærksomhed overfor kontaktafbrydelsen og dens fænomenologi. Da kontaktafbrydelser logisk nok kun kan undersøges i en nu-og-her-kontakt, er kontaktens karakter mellem terapeut og klient af central betydning i gestaltterapi.
  3. Den gestaltterapeutiske metode er fænomenologisk, fordi den, ligesom gestaltpsykologien og eksistentialismen, er holistisk og dialogisk og derfor formår at hjælpe klienten og terapeuten til at forholde sig til virkeligheden, sådan som den opfattes af vores sanser. Derfor fokuserer terapeuten på det, der viser sig, og klienten opfordres til at forholde sig til det, hun er og gør, sådan som det fremstår.
    Metoden folder det værende ud.

    Den psykoanalytiske metode opererer med fortolkning af ubevidste handlinger. Gestaltterapeuten “nøjes” med at opdage det givne som både er påvirkning, adfærd og oplevelse. I terapien er terapeutens adfærd en meget stor del af den påvirkning, som klienten er ude for.
    Terapeuten bliver også påvirket af klienten, det vil sige, oplever noget, som igen udløser handlinger. Derfor må terapeuten nødvendigvis inddrage sine egne handlinger og oplevelser (sin egen organiserings-proces) som del af det, der foregår i terapien.

    Det terapeutiske møde er en funktion af to menneskers fænomenologi – og det er imellem terapeut og klient, de psykiske fænomener opstår. Denne holdning har naturligvis konsekvenser for terapeutiske aspekter som overføring, modoverføring og modstand.

    Overføring ses som en naturlig del af selvreguleringsprocessen. Noget der foregår hele tiden i al kontakt. Og da den for det meste sker uden opmærksomhed (i baggrund), kan der af og til ske nogle overføringer af erfaringer, der er “upraktiske” nu-og-her. Når de undersøges og bringes i forgrund af bevidstheden, kan de korrigeres i forhold til den nuværende situation.

    Modstand forstås som det, den er, nemlig som aktiv og berettiget modvilje og modarbejde mod det, terapeuten foretager sig i mødet (terapeutens vilje).
    Klientens modstand er derfor et signal til terapeuten om, at hendes måde at møde klienten på ikke er egnet til at opretholde en levende kontakt, hvor der er plads til to mennesker, som de er.

    (PS Hvis du synes, ovenstående lyder meget besværligt og/eller teoretisk, så kan jeg berolige dig med, at vi to faktisk bare skal sidde og tale sammen. Du fortæller, jeg lytter og stiller spørgsmål).



Sammenskrevet efter tekst af Hanne Hostrup. Gestaltterapiens “grand old lady”.