Skoleuniformer og hiphop

25. januar 2019 Love, Tanzania


Det er svært at høre, fra hvilken retning trommerne lyder. Hvis ikke jeg vidste, de øver i compounden, ville jeg være i tvivl. Pladsen er tom for mennesker. Køkkendamerne er i gang med at tilberede aftensmaden. Siku lægger kabale. En mager hund med pelsproblemer lusker rundt på pladsen med næsen i støvet. Renatus med det viltre hår kommer forbi og samler nogle trommestikker sammen, der ligger efterladt. I den runde patio tæt på de nyrestaurerede toiletter sidder fem-seks mand og spiller kort. Det er gråvejr.

Da vi var færdige med parterapi i morges og var ved at bryde op, sagde Siku:
– Der er lige en ting mere. Så tav hun og kiggede ud i luften, før hun langsomt fortsatte: – De to store børn skal starte i 8. klasse på en ny skole.
– Hvornår skal de begynde? spurgte jeg, og havde allerede en svag ide om, hvor samtalen nu ville bevæge sig hen.
– De skulle være startet i dag.
– Hm. Men det er de ikke?
– Nej, de er på hospitalet for at få en sundhedsattest.
Man må åbenbart ikke gå i skole i Tanzania, hvis man ikke er sund og rask.
– Men de kan ikke starte på skolen i morgen, for de har ikke nogen skoleuniform, fortsatte hun.
Børn skal bære uniform i skolen. Et levn fra den britiske kolonitid, som ikke giver mening. Mange forældre har ikke råd til at købe tøjet, og deres børn går derfor ikke i skole.
Hun kiggede ikke på mig, da hun sagde, at hendes børn ikke havde det rette tøj, hun kom med en konstatering, som samtidig var en skjult opfordring, som hun håbede, jeg ville tage mig af.
Egentlig var jeg lettet over, at hun ikke bad om skolepenge, for de kan være temmelig pebrede.
– Det er godt, du har sparet skolepenge op, sagde jeg i stedet.
– Skolen er gratis de næste tre år, svarede hun.
– Hvor mange penge taler vi om? På en eller anden måde var det blevet mit ansvar, at børnene fik de rette klæder, så de kunne gå i skole og tilegne sig viden.
– Ah, det ved jeg ikke.
– Hvorfor har du ikke sagt det noget før, jeg har været her i 14 dage. Hvorfor skal det være i sidste øjeblik?
– Jeg havde glemt det.
Nogle gange kunne jeg kværke hende.

Vi finder Christine og Faustin, som børnene hedder, på hospitalet, hvor de venter sammen med en masse andre børn. Det er ikke til at afgøre, om vi hiver dem ud af en kø, som de har ventet i hele formiddagen. Men de går frivilligt med.
De næste par timer går vi rundt på et klaustrofobisk marked og køber stof til bukser og nederdel, besøger to skræddere, der tager mål til henholdsvis bukser og nederdel, køber hvide skjorter, rygsække og notesbøger – ti til hver – og sorte, brugte sko. De ser nye ud, men en nærmere granskning afslører, at det er de ikke. Den ene nyindkøbte rygsæk begynder at løbe i syningen, da vi lægger stilehæfterne i. Tilbage til sælgeren og bytte den. Men kvaliteten er håbløs, vi må forbi en skrædder og få syet sømmene i den nye rygsæk.
Indkøbet løber op i to tanzanianske månedslønninger, 171.000 shillings. Lige lidt under 500 kroner. Jeg overlever nok, men hvad med børnene i de familier, der ikke kan finde pengene på budgettet?


Isangidjo ligger en times gang fra Bujora. Man kan følge hovedvejen mod Kenya, men vi går bagom og passerer frodige, grønne rismarker og et slagteri under åben himmel, hvor kvinder sidder i vejkanten med store metalfade foran sig og sælger, hvad man kunne kalde resterne fra de slagtede dyr. Nydeligt afvaskede komaver, tyrenosser, tarme, underben med klove, gedehoveder med hår og lukkede øjne – og den slags.
Drengene fra Bujora, der går forrest og skal vise vej, er ikke helt sikre på, hvilke af de utallige stier i det grønne græs, vi skal følge, så vi ender på hovedvejen, langs hvilken vi går den sidste kilometer.
Vi bliver modtaget med glade hilsener og utallige håndtryk, der er både mange glade gensyn og nye venner, og snart er danskerne i gang med dansetrin og forsøg på at styre kuglelejerne i lemmerne. Trommerne buldrer inciterende rytmer, mens støvet rejser sig fra den sandede plads, hvorfra der af og til skal fjernes et par småsten, for ikke at få dem op i trædepuderne.
Dansegrupper fra omegnen kommer til, og snart bliver der trængsel på den lille plads, hvor energien og humøret er højt, trods en nådesløs sol, der banker hård varme i tykke stråler ned over de svedende kroppe.
Landsbyens kvinder har lavet mad hele formiddagen, og ud på eftermiddagen får vi serveret fortrinlige ris, kogt ko, bønner og ugali, som vi indtager under træernes skygge ved de lave plasticborde i en sart lyseblå farve. Efter maden slår vi mave og danner nye venskaber eller udvikler de eksisterende, før det igen er tid til at danse.


Trommeslageren Mathias forelsker sig hovedkulds i Le, som jeg sidder ved siden af, så under stor moro bytter vi plads, hvilket samtidig bringer mig tættere på en ung kvinde med en stram krop og ualmindeligt kønne øjne, som jeg har kigget en del på og nu gør mit bedste for at konversere – og får lov at fotografere. Man kunne ønske sig en million i banken og ret til flere hustruer.
Dagen slutter med opvisning i en kraftfuld bunungule, som danskerne senere medvirker i, før der bliver sat endeligt punktum for dagen med solooptrædener med inspiration fra hiphop – hovedstand, benspjæt, rullen rundt på jorden og andre fantasifulde og gakkede kropsudladninger. Som eneste dansker performer Lærke en solo, så alle hujer og klapper og snart efter tager vi afsked med formaninger om snart at komme igen.
– Karibuni sana. I er meget velkomne.
Flere taler om at tage en bajaji hjem. En slags afrikansk tuk-tuk, en motorcykel med tag, hvor der kan sidde to – til nød tre – bag i.
– Dav, piki-piki? foreslår Siku, der helst ikke bevæger sig ret langt på sine ben, medmindre det er strengt nødvendigt.
– Wewe pikipiki, mimi kutembea, du kan tage en motorcykel, jeg går, siger jeg, vældig oplivet af dagens gode stemning og mødet med de kønne øjne.
– Arh, Dav, mimi uchovu. Jeg er træt.
– Hamna shida, wewe pikipiki, tag bare en motorcykel, det er ikke et problem.
Det vil hun alligevel ikke, så vi går sammen med blandt andre Le og to af hendes børn, Karla og Tilde, der øver sig halvdelen af vejen på at balancere en vandflaske på hovedet. Ungerne går de fem kilometer uden at brokke sig en eneste gang, Tilde holder hånd med Kevin, der snakker swahili til hende hele vejen, og hun svarer på dansk. Karla og Tilde begynder at fable om chips, eller også er det Le, i hvert fald skal det være Pringles i de der lange rør, og de skal have tre rør, siger de.


Jeg bringer det glade budskab videre til Simon, som går forrest, og han nikker bekræftende.
Jeg burde kunne have sagt mig selv, at chips på swahili ikke er franske kartofler, men pomfritter, men først da vi står foran en bod i Kisesa, der sælger pomfritter, indser jeg min fejltagelse. Heldigvis er der Pringles på den anden side af hovedvejen, og snart har vi en fest med sodavand og franske kartofler og indkøb af diverse stærke drikkevarer fra en slags købmandsbutik ved siden af chipssælgeren. Mens Karla og Tilde igen balancerer med flasker på hovederne, introducerer købmanden sin mor, der har født 11 børn, og hun smiler og nikker, mens hun på en stol overværer sønnens business.
På vej op ad bakken mod Bujora spredes gruppen, blandt andet skal Le og Toa skal for tredje gang se på en kanga, som de ikke kan beslutte sig for at købe. To tredjedele oppe ad vejen ligger en bar med kulørte lamper, og der har fortroppen taget sig et hvil. Af en eller anden grund er stemningen igen steget, og snart danses der med personalet på fuld skrue til afrikanske toner fra stereoanlægget.
De har ingen tændstikker i baren, så for at få ild på min cigaret, følger jeg efter en ung servitrice over i ejerens bolig, hvor en gryde mad står på verandaen og simrer over glødende trækul. Med de bare fingre løfter hun den brandvarme gryde af bækkenet, og da mzunguen glad inhalerer giftstofferne fra sin Embassypind, samler hun et par glødende stykker trækul op fra gulvet og lægger tilbage, før hun igen stiller gryden over varmen og smiler tilfreds.
Respekt, Afrika. Respekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *