Swahili er ikke helt let

25. januar 2019 Love, Tanzania

I går gik en myre rundt på mit lagen, lige som jeg skulle rede seng, og jeg børstede den væk. Siku så kun min fejende bevægelse og spurgte, hvad det var.
– Dudu, svarede jeg, som betyder insekt.
Eller i min oversættelse: En lille irriterende levende ting.
Så ville jeg præcisere, at det var en myre, men kunne jeg huske ordet?! Vel kunne jeg da ej.
– Safi? forsøgte jeg, men det betyder ’tilfreds’, hvilket jeg godt ved, og selv kunne høre, ikke var det rigtige ord.
Jeg viste med fingrene, hvor lille den var, men det hjalp ikke på Sikus forståelse.
Der er nok også cirka en million forskellige små levende dudu’er i det her land, så hun var vel undskyldt. Derfor tegnede jeg en pismyre, men det hjalp heller ikke. Hun kunne ikke genkende den. Ok, jeg tegnede den heller ikke helt så lille, som den i virkeligheden er, måske forvirrede det hende?
Nå, men det korte af det lange er, at jeg på en god dag kan sige (det meste af) en sætning, mens jeg den næste dag end ikke kan huske, hvordan man siger ’godmorgen’. Og når min underviser i swahili, Richard, spørger om et eller andet, går min hjerne helt i baglås, og jeg ved dårligt, hvilket land jeg er i.


Alligevel kunne jeg brillere den anden dag og gøre to kvinder glade. De sidste par gange jeg har besøgt Tanzania, har Siku og jeg spist tre gange om dagen hos ypperstepræsten. Det er Prisca og Theresa, det står for madlavningen til ham, og dem – kvinderne – har jeg fået et dejligt forhold til, fordi Siku og jeg ofte sætter os og snakker med dem i det lille køkkenhus, hvor de laver mad over bål på gulvet. Jeg har også haft nogle køkkenredskaber med til dem fra Danmark, blandt andet et rivejern med skarpe tænder af stål som erstatning for det håbløse rivejern af blå plastic, som de ellers brugte.
Den anden dag gik vi forbi køkkenhuset og gensynsglæden var stor. Kæmpekram og en endeløs række af spørgsmål om mit velbefindende og om livet i Danmark. Da vi lidt senere ville videre, var kvinderne i gang med at skrabe skællene af de store fisk, som ypperstepræsten og hans gæster skulle have til aftensmad.
– Vi skal ned i kantinen og spise med de andre nu, sagde jeg.
Så blinkede jeg til dem og sagde – muligvis på børneswahili, men de forstod helt bestemt meningen:
– Chakula bora hapa. (Maden er bedre her).
Krampelatter afløste forlegen stolthed, og vi blev straks inviteret til at spise med.

Desværre er det ikke alle gange, det går så nemt. Jeg kan sige en fuldt formuleret flyvefærdig sætning til for eksempel Pendo, der så alligevel efterfølgende kigger spørgende på Siku for at få en oversættelse.
Det mimer fuldstændig, når toårige ser alvorligt på dig og sender uforståelige brokker af volapyk ud af munden. Det er kun forældrene, der kan få mening ud af det.
Jeg havde nok håbet, at jeg en dag ville vågne og kunne tale flydende swahili. Men det er ikke sket endnu.


To-tre timer væk med en mindre, propfyldt hvid bus, der kører ad skrumplede jordveje, ligger Ntulya. Det er landsbyen, hvor efterkommerne af nu afdøde ’Gud nummer 2’ bor.
’Mungu wa pilli’ havde fået sin syvårige uddannelse til medicinmand på et institut, der i hvert fald dengang lå under vandet i Lake Victoria. Her havde han blandt mange andre nyttige ting lært at gøre de døde levende igen ved at sprøjte glohed mikstur ind i ørerne på dem.
Nu var bare resterne af hans hytte tilbage på elefantklippen, i hvis umiddelbare nærhed han dengang grundlagde sin landsby, Ntulya.
Udover at se på dans, selv danse, synge, socialisere og fylde erindringer i mobiltelefonerne, bliver vi vist rundt i området. På toppen af elefantklippen ligger to mindre vandhuller, hvor elefanter, der siges af og til at være faldet i og druknet, er blevet hevet op igen, trukket op på toppen af klippen og skubbet ud over, så de er kuret ned til et fladt plateau, hvor de er blevet skåret op og kødet fordelt blandt familie og venner. I klippen får vi fremvist mærkerne efter elefanternes rutsjetur.
Det er også sket, fortæller turlederen, at en ko, en ged eller et får pludselig er dukket op i vandet, og den som fandt dyret, havde ret til at tage det med hjem og partere.


Det mest mærkelige er dog, at fire hustruer til en tidligere høvding engang er druknet på samme tid i et af vandhullerne. Lad gå med, at de kan trække en tonstung død elefant op af et vandhul og op på toppen af klippen, flere af de lokale er rimeligt velbyggede. Lad også gå med, at der af og til dukker et husdyr op fra nowhere i samme vandhul, som man må tage med hjem og spise. Verden er stor og forunderlig og mirakler skal man ikke sætte spørgsmålstegn ved.
Men at fire hustruer til samme mand drukner samtidig i samme vandhul, dét lyder altså mistænkeligt, og havde jeg været lokal politimester, havde jeg nok sat en undersøgelse i gang.

Om aftenen i Ntulya liner vi op i kø til aftensmad. Kæmpestore gryder med henholdsvis ris, bønner og nyslagtet ged bliver stillet frem på et bord og vi passerer forbi og øser op på vores tallerkener. Det tanzanianske bælgravende mørke bliver i stråler brudt af lyset fra lommelygter, men bevæger man sig 100 meter væk fra pladsen, hvor maden bliver serveret, farer man helt sikkert vild. Til gengæld kan man lægge hovedet tilbage og falde i svime over en stjernehimmel uden lige, som muligvis kan få dig frelst gennem natten, når du nu ikke kan finde dit telt.
Julie kvier sig ved hver eneste gang at stå forrest i køen sammen med os andre hvide. Vistnok uden at bruge lige dét ord, oplever hun det som imperialistisk, men Marco forklarer, at det ikke er fordi, hun er hvid, men fordi hun er gæst, og Julie falder til ro.
Vi spiser med velbehag og stiller de brugte tallerkener tilbage på bordet, hvor Lucy og Deo fra Bujora, som er sendt i forvejen for at hjælpe med at organisere, stabler dem og bærer dem tilbage til hytterne, hvor landsbyens kvinder senere vasker op. Klokken tre om natten går de i gang med at friturestege de mandazier, vi skal spise til morgenmad. Det er nemt at være gæst, men det kræver et stort arbejde bag kulisserne at have så mange gæster, der skal beværtes.
Ud på natten går vi til ro i de små medbragte telte efter at have danset i mørket med vores værter til lyden af et enstrenget musikinstrument, kadete, som på samme tid både er enerverende og sært fascinerende at høre på. Om morgenen forærer vi teltene til vores nye venner fra Bujora og Ntulya og får til gengæld smil i lange baner og taksigelser på helt uforståeligt kisukuma.

På dansepladsen lidt væk fra teltlejr og madbord står en sortklædt gruppe kvinder bag en række af trommespillende mindre børn og synger i mindst en time udsat for horribel sol. Under skyggefulde grene fra et stort, smukt træ sidder vi gæster på medbragte stole og lytter. På et tidspunkt begynder kvinderne stående på stedet at danse i takt til trommerne, og flere af gæsterne går op og danser med. Formiddagen bliver smukt og til stor glæde for værterne lukket ved at danskerne synger kanon, som Anne dirigerer. Hun lærte os sangen ved kikome, bålaften, tidligere på ugen. ”Ude i ørkenens varme sand, går der en stakkels lille iskagemand…” – og så videre!


På bagsædet af en piki-piki, en motorcykel, på vej fra Bujora til den nærmeste lille by, Kisesa, møder vi Sikus cirka tiårige nevø, der hedder noget, der begynder med tre konsonanter før der kommer en vokal, men som også bliver kaldt Gasper. Han er den engleblide Claras søn, men bor hos sin mormor, som jo altså også er Sikus mor, den temmelig skrappe mama Tabu.
Siku hiver ham op på motorcyklen mellem hende og chaufføren, og vi kommer alle levende frem. Gasper er blevet sendt i byen for at købe mad på markedet, og med sig i hænderne har han en halvspist mango og en legetøjspistol, som ved hjælp fra to elastikker og nogle bøjede søm slået ned i en træpind kan skyde en overskåret bordtennisbold flere meter ud i luften. Totalt kreativt. Da vi har gået lidt i retning af de små boder på markedet, siger Siku et eller andet til ham på deres indbyrdes stammesprog kisukuma, og drengen smider pistolen fra sig på jorden.
Når de taler indbyrdes på kisukuma lyder tonefaldet generelt som om, de lige er ved at komme op og slås, men jeg vurderer alligevel, at hun har sagt noget i retning af:
– Du kan sgu da ikke have en pistol med, når du skal bære maden hjem, din tosse. Smid den!
I hvert fald kaster han straks våbenet fra sig og går uanfægtet videre. Respekten for de ældre er helt enorm.
Men hvad forstår tanzanianske mødre sig på drenges leg? Tilsyneladende ikke noget, så jeg samler pistolen op og giver ham den tilbage. Senere demonstrerer han på opfordring, hvordan den virker, og jeg truer Siku med træpinden, ”shillingi au kufa” (pengene eller dø) så hun ender med at grine.
Set med den europæiske kulturs briller sat stramt fast på næsen har sukumaerne et meget mærkeligt forhold til deres børn. Der er tilsyneladende ikke meget kærlighed mellem børn og voksne, men der er tårnhøj respekt, som man nemt og muligvis med rette kan forveksle med frygt.
Alligevel kommer der jo de mest imødekommende, gæstfrie, smilende og venlige mennesker ud af det.
Jo flere gange jeg er her, jo mindre forstår jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *