Drengene i Wanasesilia på Bujora

7. august 2018 Love, Tanzania

 
Det er torsdag aften. Mørket har for længst lagt sig over Bujora, og kun et par enkelte stjerner anes gennem skydækket. Aftenen er lun og myggene lugter blod hos de mennesker, der hænger ud i baren. Heldækkende tøj kan delvist beskytte mod de forslugne moskitodjævle, men det er et valg mellem pest og kolera, for langærmede trøjer og bukser får sved til at løbe fra armhulerne.
Det fine grus på pladsen foran baren bliver oplyst af en enlig lygtepæl, hvis lysstofrør foroven spreder sine hvide stråler gennem luften og tiltrækker uanede mængder af insekter af forskellige arter i varierende størrelser. Forvirrede sværmer de rundt om lyskilden og hinanden, sært tiltrukket af lyset uden at vide hvorfor.
 
Inde i baren er Mary ved at fylde sodavand i det store køleskab. Ude foran baren, på en hvid havestol ved et rundt bord med gul voksdug, sidder Bujoras vagtmand og drikker en sodavand, mens han fortæller en historie om dengang, han som medlem af dansegruppen Wanasesilia, dansede for Tanzanias præsident. Det er ganske vist længe siden, men det er stadig en god historie.
 

 
Vagtmandens 22-årige søn, Sai, har hørt historien mange gange. Han er født på Bujora og danser i samme gruppe. Ved nabobordene sidder fire af Sais venner med en øl hver og lytter med. Deo er en af dem. Han er 28 år og som Sai født på Bujora. Resten af vennerne er født andre steder, men dansen og trommerne har bragt dem sammen. De afbryder vagtmanden med spørgsmål og snakker højrøstet indbyrdes, mens fortællingen skrider frem.
Mary, der også er medlem af dansegruppen, følger med i samtalen, mens hun fylder køleskabet op. Griner larmende, når en af tilhørerne indskyder en kommentar eller stiller et fjollet spørgsmål. De har alle sammen hørt historien før, men det bliver den som sagt ikke dårligere af.
 

 
Dansegruppen Wanasesilia er Bujoras dansegruppe. Den består af cirka lige mange unge mænd og kvinder, omkring 35 i alt, og nogle af deres forældre, plus hvad man i mangel af bedre ord kunne kalde hang-arounds. Fem – seks løst tilknyttede dansere og trommeslagere, som ikke officielt er med i gruppen.
Wanasesilia er en af de – om ikke den mest – vindende dansegruppe i sukumaland, som er et landområde i nærheden af byen Mwanza i det nordvestlige Tanzania. Sidst vandt Wanasesilia den netop overståede årlige dansekonkurrence, Bulabu, med et flot koreograferet show med deltagelse af tre iltre kvælerslanger. Præmien var to millioner shilling og en ko.
 
At være medlem af dansegruppen Wanasesilia er lige så meget en livsform som et egentligt arbejde, for de kan ikke leve af dansen alene. Gruppens 15-20 unge fyre kender hinanden gennem flere år, og som unge mænd over hele verden hænger de ud sammen i forskellige konstellationer. Mødes tilfældigt og efter aftale. Den ene dag er de fire, der tager på tur, den næste dag er de to, der drikker sig en kæp i øret.
 
Alle sammen arbejder de, når de kan komme af sted med det. Løst arbejde som at undervise en skoleklasse i dans, fjerne sten fra en byggegrund, male en lejlighed, samle urter for en medicinmand eller bygge huse. De bliver tilkaldt, når der er arbejde, men opsøger også arbejde selv. Kun en enkelt af dem har på grund af sine engelskkundskaber fast job som museumsguide på Bujora.
Bortset fra ham er fyrene reelt daglejere med stor passion for dans og trommespil.
 

 
Denne aften lytter Sai, Deo, Renatus på 24, Tenga på 18 og Vincent på 32 år til vagtmanden Balas historie. Deo, som er snedker, har været et par dage i Bukome for at arbejde på et hus og kom tilbage til Bujora i eftermiddag med penge på lommen. Nu hænger han ud med vennerne og lidt øl. Sai drikker ikke alkohol, så han sidder med en sodavand.
Tenga er som den eneste af de fem unge fyre ikke officielt medlem af dansegruppen, men han er alligevel næsten altid med ude og optræde. Han er lille af statur og kåd som en hundehvalp, når de danser. Kan finde på at løbe dansepladsen storsmilende rundt flere gange i fuld sprint. Pludselig stopper han op, ser ud som om han tænker sig om og spæner derefter videre.
Han er også den eneste af de fem unge fyre i baren denne aften, som bor hos sine forældre. I praksis har det ikke stor betydning, for han sover ofte hos vennerne på skift. De bor på lejede eller lånte værelser i området, kun Renatus bor alene i et hus, han har overtaget efter sin far.
 

 
Ingen af dem lever i traditionelle parforhold, selv om tre af de fem unge fyre har ét eller flere børn.
I det hele taget er det svært for drengene at etablere et længerevarende stabilt forhold til en kvinde skråstreg blive gift. Traditionelt er det manden, der forsørger familien, og med så svingende en indtægt som danserne har, er der end ikke altid penge til egen aftensmad.
 
Det kræver en skriftlig ansøgning at blive medlem af Wanasesilia. Gruppen afgør på et møde, om ansøgeren kan komme på prøve i tre måneder, og forløber prøveperioden tilfredsstillende, bliver ansøgeren optaget i gruppen. Der er mødepligt, når de skal øve dansene, og eventuelt fravær medfører en bøde. Det er også obligatorisk at komme til møderne, men her er sanktionerne ved fravær en anelse mildere: Fravær udløser en advarsel, og tre advarsler udløser en bøde.
 
På Bujora ved de ikke altid, hvornår der kommer turister, som vil se en opvisning. Derfor bliver dansegruppens medlemmer kaldt sammen via en tromme. Reglen er, at hvis trommerytmen er langsom, kan de godt gøre opvasken eller snakken færdig først, men hvis rytmen er hurtig, skal de komme med det samme.
Også under et warsha, hvor skandinaviske deltagere i 14 dage er på kursus hos Wanasesilia for at lære at danse og tromme, kan der komme uventede turister udefra, som vil betale for en opvisning.
Så bliver undervisningen afbrudt, gruppen laver en forestilling, og genoptager så danseundervisningen med skandinaverne bagefter.
 

 
Vagtmanden Balas fortælling om dengang han dansede for præsidenten er færdig. Vincent og Renatus forsvinder ud i natten efter at have sagt godnat til vennerne. Mary samler de tomme flasker sammen. Tenga, Deo og Sai bliver siddende, mens Deo grinende fortæller om en oplevelse fra Bukome dagen før. Senere slår de et slag forbi en anden bar nogle hundrede meter væk for at se, om der sker noget dér.
Som unge mænd overalt på planeten søger de ud i området efter fællesskab, oplevelser og identitet. Basen er dansegruppen, en slags storfamilie, hvor de kalder hinanden brødre og søstre. Altid er klar til hjælpe, når nogen i gruppen har hjælp behov. Mens kvinderne i Wanasesilia – når de ikke danser – traditionelt mere er optaget af arbejdet med børn og husholdning, er de unge fyre som sporhunde, der konstant sniffer rundt i området.
Selvfølgelig har de venner også uden for dansemiljøet på Bujora, men for en udenforstående er det påfaldende, hvor ofte man ser dem sammen i forskellige konstellationer. De mødes og hænger ud, spiser sammen, drikker sammen, er sammen, mens tiden går.
 
Snart er der danseopvisning igen, satellitterne samles og bliver til en velfungerende enhed, der danser og trommer bedre end nogen anden gruppe i sukumaland.
Det er svært at sige, hvad årsagen er til Wanasesilias succes. Hver især er de dygtige dansere, men dygtige dansere er der også i andre grupper.
Et bud kunne være følelsen af at høre til. Oplevelsen af at være en del af noget større. Også baren spiller en rolle for gruppen som samlingssted, hvor de fleste er forbi mindst en gang om dagen, og hvor gruppens ældste medlemmer gerne deler ud af historier fra ’gamle dage’ om for eksempel at danse for præsidenten.

Men i virkeligheden aner jeg det ikke. Budet er blot et skud fra en europæisk synsvinkel. I Tanzania bliver jeg gang på gang overrasket over, hvor stor kulturforskellen er mellem ’dem’ og ’os’.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *