Små numser og små marker

1. august 2018 Love, Tanzania

 
– Har du plads i din kuffert, så du kan tage 15 cd’er med hjem til Jens i Danmark? spørger JohnJohn.
Vi sidder i baren på Bujora lidt væk fra de andre, og han kigger spørgende på mig.
– Skal Jens have 15 cd’er af dig? spørger jeg undrende. – Hvad skal han med dem?
– Han har fået ti allerede, og de sælger så godt, at Jens har bestilt ti mere. Plus fem, der er i restordre. Men jeg har ikke råd til at få dem lavet. Hvis du låner mig 40.000 shilling, så får du pengene af Jens.
Samtalen har umærkeligt skiftet fokus fra pladsforhold til økonomi.
 


 
Jens er lige taget hjem, og må have haft lynende travlt med at sælge cd’er, hvis han allerede har udsolgt, men det falder mig ikke ind, mens vi snakker. Til gengæld er jeg ikke meget for at blive rodet ind i noget økonomi mellem JohnJohn og Jens K.
– Hvad er jeres aftale? spørger jeg derfor.
JohnJohn forklarer overbevisende om arrangementet, men min uvilje mod at blive involveret er så stor, så jeg via Messenger tjekker med Jens K i Danmark.
– Det kender jeg ikke noget til, svarer Jens K hurtigt tilbage.
Det fortæller jeg JohnJohn, der trækker på skuldrene og går.
Blev jeg lige løjet op i ansigtet, eller har vi bare en forskellig opfattelse af virkeligheden? Dagen efter hilser han hjerteligt på mig, som om vores samtale ikke har fundet sted.
 
I det hele taget er det med penge lidt anstrengende. Jeg er blevet spurgt et utal af gange om økonomisk hjælp til det ene og det andet, herunder til øl og sodavand i baren. Almindeligvis er der ikke sure miner over et nej, men min sidste dag på Bujora endte alligevel træls på grund af penge. Den faste chauffør blev så fornærmet, at han ikke ville sige farvel, fordi jeg ikke ville betale ham mere end 10.000 shilling for at blive kørt til lufthavnen.
 
I alt koster en tur i Bujoras hvide Jeep til eller fra lufthavnen 45.000 shilling, som svarer til 125,- kroner, fordi jeg også (fair nok) betaler 30.000 til benzin og 5.000 til lufthavnens vagter for at køre ind på lufthavnens område. Penge til benzin og til vagterne får chaufføren selvfølgelig ikke del i, men han syntes altså, en god dagløn for tre timers arbejde var for lidt.
Til sammenligning koster en daladala samme stykke vej 1.000 shilling / tre kroner.
 
Også billetsælgerne i en daladala må opleve det med penge som besværligt. Billettøren er typisk en dreng eller ung mand, og han har ofte vanskeligt ved at hive penge ud af kunderne. Han rasler med mønterne i hånden foran næsen på passagererne for at få dem til at hoste op, men mange lader som om, de ikke ser og hører ham.
 
Siku gør det også. Værdiger ham ikke et blik, når hun – efter demonstrativt har ladet flere minutter gå – nødtvungent holder en mønt på 500 shilling ud i luften, så han selv kan tage den, mens hun kigger alle andre steder hen. Som om det fysisk gør ondt at betale.
 

 
Og mens vi er ved daladala’erne, som er godt brugte Toyota Hiace’er på størrelse med et folkevognsrugbrød, typisk med 12-15 sæder bagi, dobbeltsæde i højre side og enkeltsæder i venstre adskilt af en smal gang:
Siku og jeg skulle hjem i myldretiden fra den nærmeste store by, Mwanza, hvor vi havde set på et lokale, fordi vi åbner en bar – mere om det senere. Til daglig kan en daladala være fyldt pænt op med kunder. I myldretiden er det helt ekstremt.
 
Numserne på dobbeltsæderne må ikke være ret store, for så sidder man med den ene balde udenfor sædet. Man kan (heller) ikke stå oprejst, der er for lavt til loftet. Vi skulle hjem til en aftale og klemte os nølende ind i den første, allerede godt fyldte vogn, der kom.
Det er så sidste gang, jeg gør det.
 
Da jeg troede, vi ikke kunne være flere, pressede billetdrengen tre passagerer mere ind, steg selv op i vognen og smækkede skydedøren i, klappede to gange på vognens chassis som signal til afgang, og så kørte vi. Jeg stod op og kunne hverken bevæge min krop eller flytte fødderne. Se ud af vinduerne kunne jeg heller ikke, for menneskekroppe skyggede for udsigten og i øvrigt havde jeg svært ved at dreje hovedet, som var presset mod brystet på grund af den lave loftshøjde. Bag mig masede en kvinde (formodentlig ufrivilligt) sine bryster hårdt ind i ryggen på mig, hvad jeg i andre sammenhænge nok ville have sat pris på, men ikke lige dér.
 
Nu ville lægens angstdæmpende piller gøre nytte, men de skal tages en time i forvejen, og i øvrigt kunne jeg ikke få en hånd ned i min egen bukselomme.
Klaustrofobien kom snigende, og da jeg efter 20 minutter kunne se og tale med Siku igen, svor jeg ikke at ville tage daladala i myldretiden igen.
– Så hellere taxa, Siku!
Det grinte hun en del af.
 

 
Indflyvningen til Kastrup Lufthavn er vidunderligt smuk. Små firkantede marker lyser indbydende grønt i forskellige nuancer, legohuse ligger pænt ordnet i klynger, vejene er grå streger i landskabet og gårdene er omgivet af tændstiktræer, der danner læ for vinden.
– Der er 19 grader i Danmark, siger kaptajnen på et tidspunkt, og jeg tror ham.
 
I klar sol og med spredte hvide totter sky uden for vinduerne bevæger den enorme stålcigar sig som i slow motion ind over Øresundsbron, runder Saltholm og lægger an til landing. Hjulene bumper mod asfalten, nogle få flyforskrækkede passagerer klapper lettet, og kort efter bliver jeg vinket forbi grænsen af en venlig betjent i et glasbur, der blinker til mig.
Tre ugers intense og enestående oplevelser samt 24 timers trættende rejse er tæt på sin afslutning. Jeg er ked af at rejse fra Siku og Tanzania, men glad for at være hjemme.
 
En time før jeg klokken 3:30 om morgenen skulle flyve fra Dar Es Salaam tog jeg en af de piller, min læge gavmildt havde ordineret. Trofaste læsere ved, at jeg med alderen har fået et mere anstrengt forhold til timelange flyveture, og at min læge har ordineret noget antiklaustrofobi.
 
På hendes opfordring prøvede jeg én af pillerne inden udrejse fra Danmark, og blev ærlig talt skuffet. Havde forventet en dyne af apati eller i det mindste nogle sjove hallucinationer, men intet skete. Jeg ku ikke mærke noget som helst. Må man mon tage to?
 
Men i praksis virkede de vist lidt alligevel. Uroen i kroppen forsvandt, og på vej hjem faldt jeg for første gang nogensinde i søvn i en flyvemaskine. Gør aldrig det! Man har herreondt i nakken, når man vågner, fordi hovedet hænger i nakkemusklen, der bliver overstrakt. Treogtredive timer efter afrejse købte jeg vildt ind i et dansk supermarked. Juice, kakaomælk, vindruer, rød peber, æbler, franske kartofler(!), mælk.
I Tanzania fik jeg glimrende og rigelig mad, men om varieret kost kan man ikke tale. Ko eller kylling hakket skånselsløst i småstykker med machete, fisk, ris, kartofler og stuvet grønt. Slut. Rejs ikke til Tanzania for det kulinariske, men tag af sted på grund af menneskene og oplevelserne.
 

 
Skulle du være fristet, kan du 27. december i år (2018) rejse med til Bujora under trygge forhold. Kompetente rejseledere, lutter søde tanzanianere, mad tre gange om dagen, en seng at sove i (med myggenet) samt bål og sang og oplevelser, der sætter sig i hjertet.
Det er rimelig primitivt uden at være usselt, og vi kan fikse noget opgradering, hvis du er meget mageligt anlagt. Utamaduni afholder 14 dages workshop, og du kan forlænge opholdet efter eget ønske. Giv det en tanke. Jeg kan meget varmt anbefale det.
 
Livet er en fest.
 
Stay tuned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *