VM i bold og velsmagende ko

1. august 2018 Love, Tanzania

 
Som tidligere nævnt vandt Bujoras dansegruppe Bulabu, hvor præmien var en stor sum penge og en ko. Torsdag aften spiste vi koen og drak øl og sodavand til. Borde, stole og en storskærm var i løbet af eftermiddagen stillet frem på pladsen foran baren, og tallerkener med grillstegt ko blev ved otte-tiden fordelt på bordene, mens Vero og Mary distribuerede drikkevarer til de tørstende, efter at Kulwa havde været rundt ved alle med en kande varmt vand, så vi behørigt kunne vaske hænder.
Det var en dejlig aften, hvor vi så Rusland banke Saudi Arabien 5-0 i VM.
 


 
Jeg ankom, mens kampen var i gang og undrede mig lige lidt over, at bandereklamer og spillernavne på fodboldtrøjerne var meget russiske at se på, indtil det gik op for mig, at jeg så kampen på bagsiden af den gennemskinnelige storskærm, så alle tal og bogstaver var spejlvendte.
Der blev gået til tallerkenerne med den velsmagende ko, som var skåret ud i mindre, overraskende saftige og møre stykker, men det var ikke veganernes aften. Den ene af et svensk søskendepar, fik ikke noget at spise, for der blev ikke serveret tilbehør, og staklen er veganer.
 
Da jeg anden en dag skulle omtale søstrene for nogle fra dansegruppen, kaldte jeg dem ’dada mbili’, hvad der udløste latterkramper, som jeg stadig ikke fatter årsagen til. ’Dada’ betyder søster, og ’mbili’ betyder to.
’Dada mbili’ må vel derfor være ’to søstre’? Eller altså, det er det så nok alligevel ikke, for selv om dem fra dansegruppen var helt på det rene med, hvem jeg talte om, syntes de, det var evig morsomt, og gentog det grinende flere gange.
 
Efter fodboldkampen så vi videoer med optrædener forskellige steder fra, blandt andet den nyligt overståede tur til Indien, men også ældre videoer, hvor eksempelvis Fabian, Uffe og Sander i yngre udgaver dansede så hatten passer, under stor jubel fra aftenens (delvist af øl) meget veloplagte publikum.
Under en storslået stjernehimmel, som vist ikke så mange bemærkede, sneg natten sig ind på os, mens levende billeder flimrede forbi vores øjne og trommerytmer dunkede i ørerne, indtil vi let slingrende fandt vej til sengepladserne.
 
Tidligere på dagen havde Siku og jeg været i Mwanza for at se på mulighederne for at udvide imperiet. Sikus søster, den engleblide Clara, er flyttet fra sin mand og ind til en af Mwanzas mange suburbs, hvor nye huse og mange ikke-færdigbyggede huse ligger, mens en helt forfærdelig infrastruktur i form af stenede og hullede veje prøver at forbinde områderne med hinanden.
 


 
Clara er flyttet fra sin mand, fordi han drak øl og slog hende, når han kom hjem, forklarede hun senere på min forespørgsel.
– Uh, du spørger om meget, Dav, sagde hun og grinede lidt genert.
Hun og veninden Esther bor nu sammen i et lejet værelse i et af de nye huse. Clara ernærer sig som damefrisør, mens Esther laver måtter til at tørre fødderne/skoene på. Det tager hende en uge at lave en måtte, som hun kan sælge for 3.000 shilling – cirka ni kroner. For det beløb kan man for eksempel købe to øl. That’s it.
 
Clara og jeg hilste hjerteligt på hinanden, og hun spurgte til mit, Silkes og børnebørnenes velbefindende. Da det formelle var overstået, forsvandt hun ud i det minimale køkken, hvor hun var ved at lave friturestegte kartofler, fordi jeg for halvandet år siden har sagt, at det kan jeg godt lide.
Det meste pigernes værelse er optaget af en kingsize bed, hvor fire personer snildt kan ligge ved siden af hinanden, og veninden var da heller ikke sen til at foreslå, at jeg overnattede. Hun flirtede åbenlyst og ville gerne – sagde hun – være min hustru nummer to.
– Det vil jeg tænke over, svarede jeg.
 
Mens vi spiste den fortrinlige frokost, kørte tv’et i baggrunden med reggaevideoer og lyden rimelig højt skruet op. Efter at havde bedt dem skrue ned, talte vi længe ved hjælp af Google Translate og Sikus fænomenale evner ud i forståelse af mit swahiliniveau, om skilsmisser, om Gud, om Buddha og om kalorier. Sidstnævnte havde de aldrig hørt om, men da både veninden Esther og Siku har vægt på sidebenene, mens Clara er åleslank, gav det anledning til en snak om, hvordan det kan være.
 
Nå, men Clara havde fundet to lokaler til leje, som vi efter frokosten skulle se på, fordi Siku gerne vil åbne en bar, hvor fortjenesten på solgte varer er større end fortjenesten på dagligvarer i Dav Shop 1 og 2. Inden skulle vi dog lige forbi kirken, hvor Clara tre gange om dagen kommer og synger.
Kirken er et rektangulært hus bygget af plader i bølgeblik, med fladt tag og meget sparsomt indrettet, men dog med alter og kors og bænke til kirkegængerne.
 
Vi mødte præsten på vejen, og efter at have fået et par drenge, der legede i vejsiden, til at hente nøglen hjemme i hans bolig overfor, viste han beredvilligt og smilende sin kirke frem.
– We sing gospel, forklarede han og strålede som en lille sol ved tanken.
Efter at have beset herlighederne, altså kirken, fortsatte vi til dén bygning et stykke derfra, som indeholder de to potentielle lejemål. I en gul karré, lidt ligesom på Herlev Hovedgade, bare i mindre målestok, lå et par fungerende butikker og de to tomme lokaler.
 
Først blev vi inviteret ind i en stue med nogle gigantiske møbler og to papfisk i naturlig størrelse på væggene som dekoration. Her skulle vi vente på, at bossen fandt nøglerne.
Det ene lokale var for lille, det andet havde en god størrelse, måske 40 kvadratmeter, men prisen var for høj, og det var ikke muligt at etablere udeservering, fordi den miserable vej går helt op husets sokkel.
– I morgen skal du ikke tage med Dav, for når udlejeren ser en hvid mand, skruer han prisen op, sagde Siku, da vi var på vej hjem.
 
Søster Clara ringede senere og fortalte, at hun havde fået forhandlet prisen ned i 40.000 shilling om måneden, men den manglende mulighed for udeservering fik os trods nedslaget i husleje på 10.000 til at takke nej.
I dag er Siku så taget til Mwanza igen for at se, om hun kan finde et bedre egnet lokale.
 
Ellers er det ikke fordi, her sker alverden. Vi hænger ud i baren, hvor man også kan købe sodavand, går til den nærliggende by Kisesa for at hæve penge og købe en avocado eller en papaya. Vi besøger Sabina, Oles hustru, der netop er blevet opereret for en svimlende sum af 8.000 kroner, og som heldigvis er i god bedring, vi følger med i byggeriet af Uffes nye hus, vi besøger Sikus børn, eller de kommer her – og sådan!
 


 
Torsdag skulle vi have været til Nafla, en lille landsby et par timer væk. Men Uffe, som var turguide, aflyste, fordi han mente, det ville blive for dyrt i benzin og øvrige udgifter og tage for lang tid. Hvis vi ankom en hel flok hvide, ville de lave mad til os (som vi rimeligt nok selv skulle betale), men socialiteten ville tage tid og det ville være mørkt, inden vi kom hjem, og samme aften havde vi aftalen om kødfest og VM på storskærm.
 
Nafla er en interessant landsby, fordi der boede en nu afdød, meget berømt medicinmand, som kunne vække døde til live igen. Hans navn var Shilinde Nyumbani, og han var født i 1921.
Den 1. august 1938 fik hans bedstemor besøg af en ånd, der gav hende ordre på at sende Nyumbani til et univers under havet, så han kunne lære medicinkunst. Under havet var en stor sten, og inde i den var der et helt univers, som blev kaldt ’Rockmentally universe.’
Her skulle han bo i syv år. Det første år skulle han lære sproget, de næste fire år ville han blive testet på de regler, han modtog, og i to år skulle han lære plantemedicin.
Reglerne var som følger:
 
1) Han måtte ikke forelske sig.
2) Han måtte ikke blive vred.
3) Han skulle arbejde uden løn.
4) Han skulle arbejde, indtil dem, der gav ham arbejdet, sagde, han måtte hvile sig.
 
Hver regel blev testet i et år.
Heldigvis bestod Nyumbani alle sine eksamener, og da han kom tilbage til jordelivet åbnede han en masse hospitaler, som efter hans anvisninger kunne kurere alt fra slangebid til syfilis.
Hans hytte står stadig tilbage på Elefantklippen i området, og selv er han efter eget ønske begravet i siddende stilling.
 
Alt er godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *