Mangotræ og sukkerrør

1. august 2018 Love, Tanzania

 
Udenom danserne stod der, hvad der forekom som en uigennemtrængelig mur af mennesker. Flere hundrede mænd, kvinder og børn så på. Orkede jeg at mase mig igennem og udstille min hvide hud for alle de tilskuere?
Mens jeg overvejede, kom områdets ypperstepræst og tog mig i hånden.
– Vil du med ind i cirklen? spurgte han.
– Ja, svarede jeg og vidste, at hvis nogen kunne trænge igennem menneskemuren, var det father Fabian. Han er præst på – og i den egenskab leder af – Bujora Cultural Center, som er det sted, jeg bor. For få dage siden førte han i fuldt ornat efter en timelang gudstjeneste sine kirkegængere de to kilometer fra kirken ned til sportspladsen, hvor dansefestivalen foregår.
 
Med ham i hånden åbnede menneskemuren sig som Det Røde Hav (?) delte sig for Moses, og få sekunder efter fotograferede jeg glad, mens Fabian til tilskuernes højlydte fornøjelse kastede sig ud i dansen med de andre dansere.
Han er præst af og for folket, og de er vilde med ham.

 

Verdens største mangotræ - ved aftentide

 

Forestil dig en meget stor sportsplads med verdens største mangotræ i den ene ende. Her konkurrerer mindst to dansegrupper ad gangen om publikums gunst. Det gælder om at danse så godt og så crazy, så publikum vælger din forestilling. Tilsæt festivalstemning, høj sol og blå himmel, tusind mennesker, nok lige så mange børn i alle aldre, sælgere af jordnødder, ispinde, mandazier, grillet kød, vand i små plasticposer, sodavand og meget andet, så har du nogenlunde opskriften på Bulabu – den dansefestival jeg er taget til Tanzania for at se.
 
Bujora, der til daglig godt kan være et lidt stille sted, vrimler om aftenen med dansere fra Tanzanias største stamme, sukumaerne. I små grupper sidder de på jorden og snakker, mens de venter på at overvældende mængder af ris, ugali og kødet fra en de seks køer indkøbt til formålet skal blive klar til servering. Baren er fyldt med øldrikkende mennesker, grinende og højt talende.
 
Den anden aften blev seks trommer stillet frem, og så blev der gået til skindet. I en time høvlede trommeslagerne på trommerne, så ørerne sang, og når én blev træt, blev trommen overtaget af en anden,
mens alle der havde lyst, kastede sig ud i at danse, og jeg blitzede.
– This is the essence of Bujora, råbte father Fabian i mit øre, før han dansede videre.
 
En mindre slange – her taler vi om cirka halvanden meter – blev på tidspunkt sluppet løs efter at have ligget i en sæk og ventet. Dansegruppen fra Bujora har fået den foræret og skal fede den op, så de kan bruge den som en del af deres show. Men fordi den stadig ikke er så stor, er den lynhurtig, så folk sprang rundt for ikke at blive bidt, indtil den igen blev indfanget og hældt tilbage i sækken. Senere kommer den op i skuret, hvor dens store, flere meter lange artsfælle bor.

 

 

– Skulle du ikke tage og købe nogen sukkerrør til børnene, spurgte manden med det sure fjæs.
Jeg var faldet i staver på sportspladsen ved nogle mænd, der solgte sukkerrør. Halvanden meter lange sukkerrør i to forskellige farver lå i store bunker og en fem-seks mænd stod med hver sin machete og ventede på kunder. Der var kun mig og otte-ti børn, og de har kun sjældent penge.
Mændene bruger de overdimensionerede køkkenknive til at hakke sukkerrørene over med, hvis man nu kun skal have en halv stang, ønsker at kunne have sukkerrøret i tasken – eller ønsker at få den afbarket, før man sætter tænderne i den.
 
Der var ingen kunder, mændene småsnakkede, og jeg kunne høre, at de talte om mig.
En af dem sagde formodentlig, at han gerne ville fotograferes af mzunguen – som er mig – og den sure sagde nok noget i retning af, at hvis ham mzunguen tog så meget som ét billede, ville han komme hjem uden arme. Han viftede med macheten, mens han talte.
 
Det er fotografens lod at vente. Vente på, at menneskene står, hvor de skal i forhold til det gode billede, vente på, at solen står rigtigt, vente på at nogen flytter sig, så de ikke står i vejen for kunsten og så videre. Jeg tænkte, at her måtte være et godt billede, så jeg ventede altså.
Efter at have ventet flere minutter, var det, at bemærkningen om sukkerrør til børnene faldt.
– Hvis du synes, børnene skal have sukkerrør, kan du jo bare give dem nogen, svarede jeg venligt.
– Det er dig, der har pengene, bare kom til lommerne, sagde han surt og pegede på mine lommer, hvor han mente, der måtte ligge et par millioner.
– Det er dig, der vil have, at børnene får sukkerrør, indvendte jeg. – Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal blandes ind i dit projekt.
Min stemme var irriteret.
 
Vi arbejdede jo begge to, solen var varm, det havde været en lang dag, hvorfor kunne han nu ikke bare lade mig passe mit arbejde?
Hans kollegaer og børnene fulgte nysgerrigt med i det tiltagende skænderi.
Vi mundhuggedes lidt, og kort før jeg havde mistet den første arm, kom Riziki tilfældigt gående, hilste højt og hjerteligt på mig og forklarede forskellen på de to slags sukkerrør, mens han smaskende mimede, hvor godt de smager.
 
På et øjeblik var stemningen forvandlet, Suresen smilede måske ikke, men accepterede resigneret min tilstedeværelse og kort efter forlod jeg sammen med Riziki scenen uden at se mig tilbage.
Denne gang dog uden billede.

Send gerne flere penge.
Vi er elleve hvide, og vi skal optræde på søndag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *