Troldmandslærling søges

2. april 2018 Love, Tanzania
Troldmanden

 
Nogle af jer kender lægemidlet Dukoral, der beskytter mod kolera og turistmave. Gennem flere år har det holdt mig oprejst og i god form, når medrejsende er bukket under og ikke har kunnet bevæge sig mere end ti meter væk fra et toilet. Dukoral skal indtages 14 dage før afrejse, men forud for denne tur svigtede logistikken, så jeg undlod.
Det var dumt.
 
Når man skal købe en grund i Tanzania, skal landsbyens formand skridte grunden af og udfærdige et dokument, der skal attesteres af mindst to vidner. Pasbilleder af køber og sælger limes på dokumentet, der attesteres af samme med underskrift og fingeraftryk. Vidnerne attesterer ligeledes købet med underskrift og fingeraftryk, men dog uden foto. Pengene for grunden skal ved handlen falde kontant. Formanden får en månedsløn for de få timers arbejde, 100.000 shilling, og vidnerne får 20.000 shilling hver. Man kan derfor næsten altid regne med, at både formand og vidner dukker op til det aftalte tidspunkt. Helt ulig andre aftaler i Afrika. Forud for handlen havde jeg været i Kisesa og købe en lille bøtte blå oliemaling og en pensel. Grundens størrelse afmærkes nemlig med maling på nogle af de sten, der så nogenlunde indrammer arealet. Jeg var blevet sat grundigt ind i procedurerne af Ole, der bor i Tanzania og er gift med Sabina. Det er sin sag at indgå en handel om et stykke jord uden at kunne sproget, men det hjalp unægtelig at kende proceduren. Tak for det, Ole.
 
Sabina arrangerede, at sælger og formand dukkede op på Bujora ved middagstid, og jeg havde udpeget hende – Sabina – og Sikus mor som vidner. Sikus mor kom med en veninde, en søster og Sikus store datter, Flora. Formanden udfyldte omhyggeligt dokumentet, hvorefter alle tilstedeværende satte deres underskrift og fingeraftryk på kontrakten. Formanden udbad sig pengene, men jeg nægtede. Prisen var aftalt til 1,3 million shilling, og køber og sælger skulle dele udgiften til formandens løn, mens vidnerne blev betalt af køber. Fair nok, men jeg ville være sikker på, at vi talte om det samme stykke jord, inden jeg overdrog pengene til sælger. Vi gik derfor nu i samlet flok ud til jordstykket.
 
De sidste tre dage havde solen været brændende, og luften stillestående og tør. Det var varmt at sidde i skyggen, ude i solen var der helt umuligt. Sådan var det også denne dag. I middagsheden med solen lodret over hovedet gik vi ad små jordveje ud til grunden, der ligger i et område, som bortset fra de utallige kampesten kunne minde lidt om en dansk udstykning. Der er ingen høje træer i nærheden, der kan give skygge, og en del huse i området er under opførelse, hvilket er helt almindeligt. Man bygger, når der er penge til at bygge, og penge er her en flygtig ting. Med en person placeret i hvert sit hjørne af grunden blev geografien og størrelsen på cirka 500 kvadratmeter bekræftet, og jeg gik i gang med at male sten blå. I det samme ringede min telefon.

 
– Hej far, vi ville lige sige hej. Det var Silke og børnene, men på grund af den skarpe sol kunne jeg næsten ikke se dem på mobiltelefonens skærm, jeg storsvedte og ville rigtig meget gerne ind i noget skygge. Jeg havde en pensel med blå oliemaling i den ene hånd og telefonen i den anden og prøvede at undgå at forveksle dem, om et øjeblik skulle jeg lægge næsten halvanden million for mit livs første jordkøb, og jeg så mig forgæves omkring for et svalende sted at tale.
– Må jeg ringe til jer senere? foreslog jeg, og det var i orden.
 

Sikus nye kampesten


 

Tilbage på Bujora fik sælger sine cirka 3.500 danske kroner (udbetalt i shilling), og Sikus mors veninde mente, at vi nu skulle drikke sodavand ovenpå anstrengelserne. Det gjorde vi så, og derefter gik jeg i brædderne. I en blanding af solstik og psykisk udmattelse tog jeg tælling og gik i seng. Fuldstændig udbrændt. (Hø hø). Om aftenen begyndte min mave at rumle, og jeg troede, det var et godt tegn, for jeg havde ikke været på toilet i fire dage. Men det var ikke et godt tegn, mere om det senere. Rumleriet ophørte i øvrigt først, da jeg i flyet på vej hjem kom ind i dansk luftrum, hvor jeg nu sidder og skriver.
 
Et par dage før vi købte jord, havde vi haft besøg af Deo og Simon i vores compound.
– Vil du med ud og se, hvordan en medicinmand blander sin medicin? spurgte Simon, der kan engelsk med så stærk accent, at jeg ofte har svært ved at forstå, hvad han siger. Selvfølgelig ville jeg det, og Siku og jeg skulle møde dem på et lille marked, der også fungerer som holdeplads for daladala’er cirka midtvejs mellem Mwanza og Bujora, et sted jeg aldrig havde været. Da vi ankommer, venter Deo og Simon på os, og mens vi sammen venter på troldmanden, drikker vi kolde sodavand i en lille bar, der styres af en ung, velklædt mor, hvis datter bliver tvunget til at give hånd til den hvide mand.
 
Deo snakker konstant i mobiltelefon med jeg ved ikke hvem, men pludselig giver han signal om, at vi skal gå. Kort efter møder vi, hvad jeg tror, er troldmanden. Han er en mand på omkring 50 år, meget sort i huden, på min højde og iført hvid jalla og en hvid kufi på hovedet, der får mig til at tro, han er muslim. Jeg spurgte aldrig. Han virker mentalt fraværende, hilser ikke, siger ingenting, begynder bare at gå, da vi har fået øjenkontakt. Simon stikker mig noget overraskende 30.000 shilling og siger, at jeg skal betale. Jeg aner ikke for hvad.
 
Tre steder køber manden i alt omkring femten forskellige poser med udefineret pulver i forskellige farver. Den første butik er helt almindelig, den handler med olie, te, kiks og sæbe, men har også pulver stående i små aflange kasser af plastic med forskelligt farvede låg, på størrelse med en dansk madkasse. Nogle af dem står fremme på disken, og der står endnu flere på en hylde nederst i en reol. Pulveret bliver enten solgt i afmålte, forseglede og gennemsigtige poser på størrelse med et A5-papir eller målt af med en lille skovl og hældt over i en lille plasticpose på størrelse med dem, man købte hash i på Christiania i gamle dage. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, vi købte stødt kanel, garam masala, stødt ingefær og den slags. Pulverne har samme konsistens. Da manden er tilfreds og prisen er regnet ud, skal jeg betale med de penge, som Simon har givet mig, og, som jeg senere erfarer, manden har givet Simon.
 
Fra en anden butik med et simplere koncept, nogle brædder og en presenning over, køber vi andre pulvere. Manden og sælgeren går om i et baghus, hvis døre vender ud mod os, så vi kan følge med. Manden skal åbenbart have noget pulver, der ikke står fremme på disken, hvad der ellers forekommer usandsynligt. Flaske efter flaske med forskelligt farvet pulver er linet op i gamle ginflasker, whiskyflasker, sodavandsflasker og vandflasker. Derudover er der på disken kurve med tørrede svampe, tørret kød af pindsvin, buer med pile, afbarkede grene, mystiske figurer, døde flagermus etc. Igen er det mig, der skal give sælgeren pengene. I en mindre og endnu simplere butik køber vi de sidste poser med pulver, som alt sammen bliver lagt ned i en plasticpose, som jeg skal bære.
 
Vi hyrer fem motorcykler og kører væk fra markedet, ud ad en bred, støvet brun jordvej, hvor mange mennesker bevæger sig til fods alene eller i små grupper.
’Min’ motorcykel kører omkring et værksted og får luft i forhjulet og en liter benzin i tanken – benzin, der er opbevaret i en halvanden liters colaflaske. I løbet af de cirka ti minutter, vi kører, bliver jordvejen smallere og smallere. Fra et stort åbent, ubebygget areal med kun et par ledningsbærende stålmaster forandrer landskabet sig, mens vi kører, og vi kommer ind i et område med store kampesten på op til 30-50 meters højde, hvor der øverst på nogle af stenene er bygget huse med en – må man formode – formidabel udsigt. Overalt langs vejen mellem kampesten af mere almindelig størrelse er der presset huse ind, så det bebyggelsesmæssigt minder om et tætbygget dansk sommerhusområde. På et tidspunkt forvilder en hane sig ud foran den forreste pikipiki og løber forskrækket, højt kaglende og med stærkt baskende vinger 50 meter lige ud, så motorcyklen jo stadig er lige i røven på den, før hanen finder ud af at dreje af.
 
Jordvejen bliver på de sidste kilometer til en smal sti, som stopper for foden af en meget stor, nok 15 meter høj kampesten, og vi stiger af. Deo får et telefonnummer på en af chaufførerne og ringer ham op for at sikre sig, at han har tastet det rigtigt ind, så vi kan ringe efter dem, når vi skal hjem. Så går vi nogle få hundrede meter opad i et klippemassiv, sætter de indkøbte varer i noget buskads og kommer kort efter frem til medicinmandens bolig. Hovedbygningen er et stort muret hus med ståltag, og ved siden af ligger en rund, traditionel afrikansk muret hytte med stråtag. Hytten er hævet fra jorden, så man for at komme ind i den, skal gå et par trin op.
 
Først bliver vi vist ind i et rum i hovedbygningen på cirka 60 kvadratmeter med skurede vægge, mønster i loftet og fliser på gulvet. På et lille bord op af den ene endevæg står et tv og et stereoanlæg, som der er lagt en dug henover. Der er ikke andre møbler i rummet. Vi sidder på måtter på gulvet, Siku og jeg langs den ene væg, Deo og Simon overfor og manden op ad endevæggen modsat tv’et.
 
Simon og manden snakker, mens vi tilsyneladende venter på noget. Siku er faldet i søvn. Pludselig skal vi gå, vi skal over i hytten, hvor der sidder en cirka 40-årig, høj afrikaner iført sort skjorte og sorte, velholdte bukser. Det er ham, der er medicinmanden. Navnet er Katyabi Mtokambali.
Lidt skuffende ser han helt almindelig ud.
Manden, der hentede os, og som vi købte ind sammen med, hedder Steven Mtokambali, de er brødre, fortæller Simon, og Steven er under oplæring.
 
– Vi kan lave medicin, som du smører på din bil, så den ikke kan blive stjålet, fortæller Katyabi, efter vi har hilst på hinanden og småsnakket lidt.
– Vi kan også lave medicin, så kuglen stopper, inden den rammer dig, hvis du bliver skudt på, supplerer lærlingen. – Det kunne I godt bruge i Vesten, tilføjer han og griner.
Senere siger de, at de kan lave medicin, der kan kurere cancer.
– Det tager tre måneder, oplyser medicinmanden, da jeg spørger, hvor længe sådan en behandling varer.
 
Om det har været formålet med besøget, skal jeg ikke kunne sige, men de vil i hvert fald gerne have deres medicin udbredt til flere kontinenter end Afrika. Faktisk vil de gerne have en europæisk lærling. Kønnet er underordnet (jeg spurgte), så hvis du skulle have mod på en uddannelse i afrikansk, alternativ medicin, har jeg lovet at formidle kontakten.
 
Minus Siku, der stadig sover på gulvet i hovedbygningen, går vi nu sammen tilbage til de store sten, hvor vi efterlod det indkøbte pulver. Lærlingen har medbragt en sort dokumentmappe og to skåle af stål, hver på størrelse med en opvaskebalje. Kort fortalt skal jeg nu hælde pulveret ud i de to baljer efter lærlingens anvisninger og rode det godt sammen. Det støver, og jeg nyser. Da Steven er tilfreds, plukker han noget kvikgræs, som jeg skal lave en ring af, lægge ned i en plasticpose, og hælde et par skefulde af pulveret fra skålene ned i posen til ringen af kvikgræs. I dokumentmappen har han foruden en ren jalla noget andet pulver, som skal blandes med det i posen, og fra en lomme i jallaen, fisker han små pakker avispapir op, én med sort støv, én med noget, der grangiveligt ligner aske og én med noget, der ligner tørret mos. Det hele skal ned i plasticposen, og det er mig, der skal gøre det.
Jeg føler mig som Carlos Castaneda i bøgerne om Don Juans lære.
 
Til sidst begraver vi plasticposen og lægger en lille sten oven på. De store skåle af stål bliver sat ind i noget buskads. Så går vi tilbage til hytten. Her venter vi tre timer på mad, som vi spiser på ti minutter, og så kører vi hjem.
 
Vældig fornøjet med oplevelsen giver jeg øl i baren hjemme på Bujora. Simon og Deo har betalt både motorcykler og daladala, så jeg synes, jeg skylder. En øl bliver til flere, og pludselig skal jeg alvorligt på toilet. Lad mig nøjes med at sige, at jeg ikke når det. Til gengæld kommer jeg i bad.
 
Du skulle overveje at tjekke jobbet ud. Flybillet tur/retur inklusiv indenrigsfly koster cirka 5.000 kroner.
Husk endelig Dukoral.

One Reply to “Troldmandslærling søges”

  1. Jens Minke siger:

    Det er som at være der selv. En fornøjelse at læse. Jeg er spændt på, om medicinen virkelig virker, altså det med at stoppe kugler tror jeg ikke på, men ellers?

Skriv et svar til Jens Minke Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *