Kampesten, internet og lærerlønninger

2. april 2018 Love, Tanzania
Hjerte

 
Klokken var blevet omkring fem om morgenen, da jeg efter at være landet i Dar Es Salaam var færdig med visa-halløj og bagageudlevering. I flyveren havde jeg skiftet til mit tanzanianske simkort, og heldigvis var kiosken på pladsen lige udenfor lufthavnen bemandet af en morgenduelig fyr, så jeg kunne tanke taletid og internet. Man køber nogle skrabekuponer og taster en havelåge (#) og en masse tal, sikkert ligesom i Danmark, men dér har jeg aldrig købt taletidskort. Er det ikke mest for kriminelle?
 
Mit simkort viste sig at være blevet for gammelt, fordi det var mere end tre måneder siden, jeg havde brugt det, og jeg skulle derfor købe et nyt. Så skal man selv og ens pas fotograferes. Sawasawa. (Swahili og betyder noget i retning af ’nå nå’, ’ok’ eller begge dele).
– How much internet you like? spurgte den morgenfriske fyr i butikken efter at have fotograferet mig med sin mobiltelefon.
– Enough for three weeks, svarede jeg.
Fyren tastede en masse tal ind på min telefon og vupti, var der internet. Det blev 30.000 shilling, som er omkring små 100 kroner. Med internet i lommen gik jeg glad ind i afgangshallen og tjekkede ind til mit indenrigsfly. Hamna shida. Ingen problemer.
 
I går holdt internettet på min telefon op med at virke. Jeg havde brugt det hele. Med lidt besvær fik jeg fat i 14 vouchers, som de hedder her, altså skrabekuponer á 500 shilling stykket og tre á 1.000 shilling, i alt 17 rækker lange tal, der skulle skrabes fri og tastes ind.
Heldigvis var Deo i nærheden, han er skrap til den slags og meget hjælpsom. Inden man taster tallene på de der vouchers ind på telefonen, skal man skrive en kode og derefter angive, hvad det er, man vil betale for. Men inden vi fik besluttet os for det, satte en ung mor sin baby i armene på Deo og gik på toilettet. Hun var ikke andet end lige ude af syne, før ungen gylpede en halv liter mælk op, som fordelte sig jævnt over både Deos trøje og bukser. Han tog det pænt og ventede med at gå hjem og skifte, til moren var kommet tilbage.
 
Ved siden af mig sad en fremmed, stor fyr med et stort guldur på håndleddet, og ved siden af ham sad Simon, som jeg kender. Er store guldure ikke også sådan lidt kriminelt?
Da fyren med gulduret lagde sin hånd på de 17 vouchers, Deo havde efterladt i en bunke på bordet, slog jeg ham over fingrene og sagde ’wangu’. Mine.
Her var det så, at Simon løftede hovedet fra sin mobilskærm og tørt sagde:
– He was just trying to help you.
Hold nu kæft, jeg har meget at arbejde med.
Gulduret tastede møjsommeligt samtlige en million tal, mens jeg selvfølgelig var overstrømmende venlig. Internettet hakkede lidt, men det virkede.
Indtil i dag.
I skyndingen, gylpen og fordommene om guldure glemte vi at angive, hvad vi betalte for, og så er pengene spildt. Efter at have spenderet endnu 10.000 shilling og fået Sylvester til at taste tallene ind, virker det dog nu.
 

Skoleelever

Skoleelever


 

I går var vi også i Mwanza. Det er en stor by en halv time/tre kvarters kørsel fra Bujora.
Dagen begyndte ellers godt. Siku var tidligt oppe og vaskede tøj og hentede varmt vand, så jeg ikke skulle vaske mig i koldt. Henter varmt vand gør hun hver dag, jeg tør næsten ikke skrive det, men det gør hun altså. Hun øser også mad op på min tallerken for mig.
 
Nå, men den store datter på omkring 18 år, Flora, ville gerne med, hun skulle købe noget stof til en kjole. Hun er lidt tung, fordi hun er så genert, så hun bare griner og rækker tungen ud af munden, når jeg siger noget til hende. Hun er sød nok og smiler og alt muligt, men hun taler kun til Siku og svarer ikke, når jeg henvender mig til hende. Hun forstår sikkert ikke, hvad jeg siger.
Det koster halvanden krone per næse at køre i Daladala fra Bujora til Mwanza. 500 shilling.
 
At være i en stor by med hvad der forekommer at være en million afrikanere stuvet sammen på det halve af den nødvendige plads, afrikanere, der alle sammen har en bod, en forretning eller bare et tæppe på jorden, hvor de sælger plastikdimser i skrigende farver, frugt og grønt, skovle, komaver, briller, nedløbsrør, sengetæpper af nylon og meget mere er sært fascinerende. Lyde, lugte og synsindtryk som ingen andre steder. Man snor sig ind og ud mellem mennesker, motorcykler, trækvogne, personbiler, daladalaer med videre.
Vi kiggede, solen bagte, Flora købte sit stof og Siku spurgte, hvad vi nu skulle.
– Jeg er sulten, tilføjede hun.
 
Egentlig havde jeg tænkt turen som sådan en lidt romantisk ’hende og mig og drikke kaffe et sted og kigge lidt på de andre’, men det var ikke aktuelt med den store datters deltagelse.
Vi havde gået rundt et par timer, jeg havde undervejs forsøgt at hæve penge i en hæveautomat, en såkaldt ATM, på mit visakort, men maskinen sagde, at der ikke var tilstrækkeligt penge på kontoen. Der stod fire maskiner ved siden af hinanden, og jeg prøvede dem alle fire. Så gik jeg ind i banken klods op af maskinerne og stillede mig i en kø for folk, der ønskede service.
Efter tyve minutter var det min tur, og jeg forelagde problemet.
– Maskinen tager ikke visakort, svarede den unge, meget velplejede kvinde bag skranken, og så var den sag jo løst.
Jeg blev i tvivl: Stod der ikke ’visa’ på ATM’en? Mig ud og kigge. Selvfølgelig stod der visa. Endda med store bogstaver. Og mastercard og euroexpress og hvad de hedder alle sammen. Men jeg gad ikke gå ind i banken igen og stå i kø, alene for at fortælle den velplejede kvinde, at hendes bank faktisk accepterer visakort.
 
Der er muligvis et eller andet med mig, varme og ting, der ikke fungerer optimalt. For eksempel ATM’er. Eller romantiske udflugter. I forvejen har stemningen de sidste dage været lidt mærkelig. Så da Siku kort efter så en bod med lamper og sagde, at sådan en ville være fin i butikken om aftenen, og begyndte at undersøge det store udvalg, inden hun besluttede sig for en solcellelampe, der kostede 13.000 shilling og helt automatisk regnede med, at jeg betalte, svarede jeg:
– Det er en god idé, men du må selv betale.
Jeg tror ikke, det handler om at være kontrær. Jeg tror mere, det er et ønske om ikke at blive taget for en selvfølge. Og at jeg i varme bliver tydeligere.
 
Men mit nej lagde unægtelig yderligere en dæmper på stemningen. Vi gik videre, Siku og Flora forrest småsnakkende, mig bag ved som tredje hjul. Solen stak. Siku sagde, hun stadig var sulten og spurgte, hvad vi skulle gøre, men det var jo hende, der var lokalkendt, jeg havde aldrig spist i Mwanza før og anede intet om eventuelle gode spisesteder. På det her tidspunkt var vi stort set holdt op med at kommunikere, men jeg spottede et gadekøkken, og dér satte vi os ved siden af hinanden ved et plasticbord på hver sin plasticstol, mens en ung fyr i en snavset T-shirt lavede æggekage med pommes frites til os. Han havde én pande og var gavmild med sin olie. Mellem bordet og mig gik en stålwire skråt ned i jorden. Den forhindrede en lygtepæl i at vælte. Hver gang jeg skulle føre gaflen op til munden, med den i øvrigt udmærkede æggekage, skulle jeg føre armen udenom wiren.
 
Mens vi spiste, var der ingen af os, der sagde noget. Men tre unge fyre stod med en larmende boremaskine ti meter væk og borede usandsynligt mange huller i nogle stålrammer.
Jeg tænkte, at jeg muligvis ville få dårlig mave af maden. Det afrikanske gadekøkken lader en del tilbage i hygiejne, selv om de gør, hvad de kan for at holde orden. Men sådan en æggekage til seks kroner stykket levner ikke meget økonomisk råderum til bakteriedræbende foranstaltninger.
 
Kort efter at have spist klemte vi os ind i en daladala og kørte hjem. Vi talte heller ikke sammen under turen hjem. Til gengæld havde jeg fået hovedpine og svedte. Daladala’en stoppede et sted, jeg aldrig havde set før, og Siku sagde, at vi skulle stå ud.
– Hvorfor her? spurgte jeg, da daladala’en var kørt videre.
– Vi skal hjem, svarede hun.
– Det kan jeg regne ud, men hvorfor står vi af her?
Hun pegede ud i luften og rablede noget swahili af sig.
– Nnnhh?
Hun gentog formodentlig, hvad hun sagde før, men nu med ryggen til. Og lav stemmeføring.
Lige dér kunne jeg have kvalt hende.
Senere på aftenen fik vi redet trådene ud, men vi sov hver for sig.
 
Uden sammenhæng med det foranstående skal toilettet lige have et ord med på vejen. Det ligger i en lille tilbygning til badehuset, hvor der er installeret bruser, men der er ikke vand. Det er derfor én af os skal hente vand om morgenen.
Nå, men toilettet er bygget af en dværg. Eller også havde de ikke flere byggematerialer eller de tænkte sig bare ikke om. Man skal bukke sig for at komme ind af døren, og afrikanere er ikke lavere end europæere. Med lidt god vilje kan man lukke døren efter sig. Den glider ikke i hak, men bliver holdt fast, fordi rammen skraber mod betongulvet. Hamna shida.
 
Det er et pedaltoilet, tror jeg det hedder, selv om der ikke er nogen pedaler, du sidder på hug og besørger, og som regel er der pænt og rent. Vi går ikke derud, når det regner, for der er ikke tag på. Udhænget på badehusets stråtag slutter præcis, hvor du har midten af din ryg. Det vil sige, at hvis det lige har regnet, drypper der koldt vand fra badehusets stråtag ned i nakken på dig, mens du sidder på hug. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det er ikke så befordrende for forsøgene på at få gang i en træg mave.
 
Siku har købt noget salve i håndkøb til en kløe i underlivet, der svier. Det gør også ondt i læggen på hendes højre ben, når vi går. I et lille medicinudsalg køber vi noget penicillin, men efter fem dage har det ikke hjulpet. Derfor opsøger vi en læge på den lokale Røde Kors station.
Det er en ung fyr i en blåternet skjorte, der efter at Siku har fremlagt sine symptomer og vist ham salven, anbefaler en test for syfilis til 5.000 shilling.
– Syfilis? Jeg er oppe af stolen, før han har trukket luft ind efter sit udsagn.
Lægen nikker. Syfilis. Tusind tanker farer gennem mit hoved.
Vi skal vente 45 minutter på at få svar på testen, der kræver en blodprøve hos en mandlig sygeplejerske, som ikke siger et ord, mens han med en steril sprøjte tapper blod fra Sikus korrekt afsprittede arm.
 
Heldigvis er prøven negativ, så lægen foreslår en femdages penicillinkur til 55.000 shilling med en indsprøjtning hver dag. Han taler meget lavt, så jeg har svært ved at høre, hvad han siger. Selv om jeg med hånden bag øret signalerer, at det kniber med at høre ham, fortsætter han i en lavt, tonløst leje. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg viser ham mit høreapparat, og han tror, at jeg har ørepine, hvilket vækker et svagt glimt af interesse i hans øjne. Men bortset fra, at jeg har svært ved at høre, har mine ører det fint.
 
Da jeg stående – med hovedet bøjet over mod hans ansigt for at kunne høre ham – spørger, hvad han bygger sin diagnose på, som fem dages penicilinkur skulle kunne kurere, svarer han:
– Yes.
– Yes?
– Yes!
Det er først her, det går op for mig, at manden ikke forstår engelsk. Indtil dette øjeblik har han været heldig at svare ’yes’ eller ’no’ på de rigtige tidspunkter, så jeg blev forledt til at tro, at vi kunne tale sammen.
Vi forlader klinikken, og aftaler at tage ind på et anbefalet hospital i Mwanza.
 
Aflønningen af sproglæreren Richard skulle jeg tale med chefpræsten om. Richard selv ville ikke sige en pris.
Men chefpræsten er en filosofisk mand, så da jeg over aftensmaden forelagde ham problemet, svarede han:
– Det er et interessant spørgsmål. Du kan ikke betale ham på timebasis, for det afhænger jo af, om han er en god lærer og om, hvor meget eleven lærer.
– Det kan vel ikke kun være lærerens ansvar, indvendte jeg. – Hvad nu, hvis jeg er en langsom elev, der har svært ved at lære?
– Det er lærerens ansvar, at eleven lærer noget, fastholdt chefpræsten og fortsatte: – Hvis han er en god lærer, kan han lære fra sig. Jeg kan derfor ikke sige, hvor meget du skal betale ham. For det kommer an på, hvor meget du har lært.
 
Det er selvfølgelig en interessant måde at anskue læring på, men helt ubrugeligt i diskussionen om løn til Richard.
Jeg henvendte mig derfor til vicechefpræsten, der sad ved siden af.
– Kan du blive en anelse mere konkret?
Efter at have talt om det samlede antal timer, som vel kan nå op på ti, foreslog han, at jeg gav Richard 40.000 shilling i alt. Det er en forholdsvis høj timeløn, men så må det være sådan.
Problem solved.
I morgen skal jeg møde ham klokken 15.
 
Og mens vi er ved udgifterne. Siku kvidrer, fordi jeg er ved at købe et læs tanzanianske kampesten. De ligger på et stykke skrånende jord på størrelse med en dansk kolonihave, og jorden er jeg også ved at købe. Det er noget overraskende, selv om vi har talt om det længe. Udsigten på 180 grader Afrika er formidabel.
De sidste tre dage har det været stegende hedt, mens vi har været rundt og kigge på grunde. Små og store stykker jord til mellem halvanden og 13 millioner shilling, med og uden udsigt.
Hvis vi en dag får hakket nogle af stenene i stykker, er du velkommen til te.
 
Alt er godt.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *