Vilde dyr i Afrika

2. april 2018 Love, Tanzania
Gari kubwa

 
At være spærret inde i en rund hytte med stråtag, mens det regner udenfor, kan godt sætte min tålmodighed på prøve. Også selv om jeg er spærret inde sammen med Siku. Mest fordi vi jo på grund af mine manglende sprogfærdigheder ud i swahili stadig ikke er i stand til at føre en intelligent samtale.
Kedsomheden kan også opstå, når vi i solskin sidder i skyggen på et tæppe foran butikken og venter på kunder. Der sker altså ikke alverden i sådan en butik en varm eftermiddag. Er vi heldige, kører der en monsterstor jordplaneringsmaskine forbi, så vi kan kigge på den og sige ’gari kubwa’. Stor bil.
Jordvejen op til Bujora har for motoriserede køretøjer længe været et forhindringsløb med store kampesten og dybe huller, men de sidste tre dage har vejvæsenet planeret og damptromlet, og nu er vejen fin og plan, så man føler sig lidt mere tryg bag på den motorcykel, der for tre kroner kører dig fra den nærmeste lille by, Kisesa, op ad bakken og hjem til Bujora.
 
I går søndag kom vi sent hjem (på motorcykel), efter vi havde været i Kisesa og spise hos Mama Juice. Egentlig hedder hun Victoria, men hun bliver kaldt Mama Juice, fordi hun under warsha i januar sidste år hver morgen lavede den skønneste grønne, tyktflydende juice af avocado, mango og passionsfrugter, som hun solgte glasvis til os europæere for tre kroner.
Vi mødte hende forleden på markedet, gensynsglæden var stor, og hun inviterede os til at komme og spise. Eftermiddagen havde vi tilbragt i Bujoras lille udendørs bar, drukket en enkelt øl, mens seks-syv afrikanere efter kirkegang var i gang med at drikke sig fulde. Jeg foreslog Siku at ringe til Mama Juice og spørge, om hendes tilbud stadig stod ved magt, hvilket det gjorde.
 
Klokken var omkring fem om eftermiddagen, da vi efter at have støvet lidt rundt på de smalle jordveje i Kisesas downtown fandt den lille gård, hvor Mama Juices toværelses lejlighed ligger sammen med tre andre lejligheder. Én ved siden af og to overfor. Det hele er i ét plan. Når jeg skriver ’toværelses’ er det ikke en toværelses med køkken og bad. Der er to rum. Slut. Måske 40 kvadratmeter i alt. Madlavning foregår på cementgulvet udenfor under et lille halvtag, og varede denne aften tre timer. Først skal der ild i trækullene, og det sker ved at sætte ild til en plasticpose, sådan en ultratynd én, som man ofte får i indvandrerbutikker i Danmark. Den brændende plastic drypper ned på trækullene, som efter par forsøg fænger. Mens kullene bliver til gløder, skal der hentes vand, så råvarerne kan tilberedes. Rense fisk, skrælle grøntsager, sortere urenheder fra risene osv.
 
Da vi jo ikke rigtig kan tale sammen, har jeg masser af tid til at blive forlegen over alt det arbejde, jeg sætter i gang ved at takke ja til en invitation. Jeg får også tanker om, hvorvidt de nu bruger hele ugens madbudget, fordi den hvide mand skal vartes ordentligt op.
Det dulmede min samvittighed en anelse, at Emanuel og Sai, som vi kender fra Bujora, var i gang med at male lejligheden overfor, og at de blev inviteret til at spise med. På den måde var der flere, der fik glæde af det store arbejde. Vi fik hvide ris, stegte kartofler, gulerødder, løg og peberfrugter, sød fisk (samaki tamu) og en slags stuvet hvidkål i strimler, og det smagte forrygende. Mama Juice og hendes mand spiste af den samme tallerken. Da vi med knus tog afsked klokken halv ti, inviterede de os til at komme igen.
 
Den anden aften ringede jeg via Messenger med billede på hjem til Silke og ungerne. Om det var gensynsglæde eller almindelig fornøjelse ved livet, skal jeg lade være usagt, men den yngste, Carla på to år, overtog fuldstændig scenen. Hun havde så meget at fortælle, at hun med en albue skubbede storebror August til side og for mig på stort set uforståeligt kaudervælsk speedsnakkede i ti minutter, mens hun holdt forskelligt legetøj i vejret, så Siku og jeg – og Silke i baggrunden i Danmark – skraldgrinede. Vores latter smittede, så Carla nogle gange måtte holde pause for selv at grine himmelhøjt.
Kæft, hun er skøn.
 
August nåede kun at få spurgt, om der var løver og krokodiller, men der måtte jeg skuffe ham. Vi har ikke set nogen af delene. Vi er heller ikke stødt på skorpioner, der som bekendt kan finde på at krybe ned i ens sko om natten. Inden jeg rejste, sagde August meget fornuftigt, at jeg skulle huske at ryste skoene om morgenen for netop skorpioner.
Til gengæld, August, har vi set en grøn slange.
 

Slange

Farlig slange?


 
To af Sikus yngste familiemedlemmer, drengene Ng’wana på otte-ti år og Faustin på måske 13-16 år, blev sendt efter vand med en stor spand hver. Der er hverken vand eller strøm i Mama Sikus hus.
Jeg gik med, for jeg ville gerne se, hvor de henter vand. Det viste sig at være fra en hane ved et nybyggeri i nærheden, men nybyggerne havde samlet vandslangerne, så drengene ikke længere kunne tappe vand dér. Da vi nu var ude på drengesjov – de var simpelthen så søde og opmærksomme, pegede og fortalte og gjorde mig opmærksom på de store sten, så jeg ikke faldt over dem – ville de vise mig et hus.
 
Under seancen forstod jeg ikke sammenhængen, men senere er jeg blevet klar over, at det også tilhører familien, og at en af brødrene, Alphonso, bor der med sin kæreste, der er wifi.
Ja, wifi. Det betyder vistnok svigerinde, og er i hvert fald en titel. Totalt sød, lattermild pige med stort mellemrum mellem fortænderne og de kønneste øjne. Hver gang jeg ser hende, hilser jeg på hende som Wifi, og så griiner hun højt, og vi klasker hænder.
 

Wifi

Wifi

 
I det hele taget er familien meget imødekommende. Clara, den blide søster til Siku, ringede den anden aften, og efter at have talt lidt med Siku, ville hun tale med mig. Det er da sødt, når hun ved, at vi stort ikke fatter, hvad hinanden siger.
Nå, det var den slange. Mens drengene og jeg kiggede på huset, fik Ng’wana øje på en grøn, tynd slange på omkring en meter oppe under taget. Vi turde ikke gå helt tæt på, det kunne jo være en grøn mamba, så vi betragtede den bare, mens den snoede sig langs tagets kant.
Tilbage hos familien fortalte vi om slangen, og jeg kunne vise et billede. Wifi skulle i hvert fald ikke sove i huset om natten. Drengene blev sendt tilbage til huset med et spyd(!), så de kunne slå slangen ihjel. Igen gik jeg med, men vi fandt den desværre ikke. Til gengæld viste de mig deres skole, som ligger lige i nærheden.
 
Her til aften sad vi under åben himmel ved et rundt bord foran baren med den lokale chefpræst og nogle af hans overnattende gæster. Alle var synligt berusede, den ene af dem så voldsomt, at han ikke kunne gå. Resolut hentede chefen sin landrover og kørte spritkørsel de 150 meter fra sin bolig og tilbage igen med fulderikken.
Bortset fra det muntre selskab er jeg ikke så vild med at sidde i baren under åben himmel om aftenen, for vi bliver angrebet af flyvende, sorte biller på størrelse med en æske tændstikker. I bedste kamikazestil styrer de direkte mod ens hoved eller mod bordpladen, som giver et smæld fra sig ved sammenstødet, hvorefter billen fortumlet forsøger at komme på ret køl igen.
 
Jeg har hyret en sproglærer, der hedder Richard, og har foreløbig haft to lektioner á en times varighed. Underviseren er egentlig museumsguide her på stedet, og som sådan tør som en dåse salt. Én gang er jeg blevet rundvist af ham, og jeg kedede mig bravt. Som sproglærer og på tomandshånd er han formidabel. Har humor, lune og glimt i øjet, har styr på alle detaljerne i swahili og kan forklare dem på fremragende engelsk, så jeg fatter det. Hvorfor jeg ikke har gjort det noget før er en gåde.
Jeg vil gerne betale for hans tid, men han vil ikke sige en pris. Fornærme ham ved at give for lidt, vil jeg meget nødigt, men vil på den anden side heller ikke betale en pris, der vil kunne mistolkes som den hvide mands usandsynligt ødsle omgang med penge.
Vi er blevet enige om, at jeg spørger chefpræsten, hvad der vil være rimeligt.
 
Alt er godt.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *