Plane flader er noget, de har i Europa

2. april 2018 Love, Tanzania
Regnvejr

 
Forestil dig, at du lige har været til fitness. Og at du skal fortælle en ven, at du er frisk og klar til dagens strabadser. Du stiller dig med let spredte ben, bøjer lidt i knæene, og med bøjede albuer løfter du armene et lille stykke ud fra kroppen, spænder musklerne og knytter hænderne samtidig med at du fnyser.
’Jeg er stærk’ signalerer du.
 
Den stilling indtager afrikanerne, når de fortæller mig, at jeg har taget på. Det er der flere, der har kommenteret. Rekonvalescensen, sofatid med tvivlsomme serier på tv og franske kartofler gav topmave, men her er det ingen skam at være stor. Tværtimod vidner det om en økonomi, der tillader dig at spise godt. Og så har du noget på sidebenene til dårlige tider. Meget fint.
Siku har også taget på og synes at glæde sig over sin krops nye fyldighed. Vi er ikke helt enige her, men det siger jeg selvfølgelig ikke.
 
Og nu vi er ved forskellighederne, kender du sikkert udtrykket 1. verdens problemer? Når pæren i køleskabet ikke lyser stærkt nok, når bussen er forsinket et par minutter eller når Kvickly er udgået for kiks i det mærke, du plejer at købe. Træk vejret dybt og lad fortvivlelsen fare. Jorden går ikke under – det er såkaldte 1. verdens problemer.
Så hvad skal vi kalde de problemer, man som europæer oplever i Afrika? Som når remmene på sandalerne efterlader hvide streger på ens ellers smukt solbrændte hud.
Det er jo næsten ikke til at holde ud.
 
Ret skal være ret, solen skinner ikke hele tiden, det har også regnet. Faktisk har det regnet så voldsomt, at daladala’en skøjtede rundt i mudderet, da den skulle standse for at sætte os af ved vejen op til Bujora. Mens det regnede, havde vi heldigvis ikke været hjemme, men var på besøg hos Clara i Nafla, langt pokker i vold ude på landet, hvor der kun kom nogle få dryp.
Clara er Sikus lillesøster, blid som et lam og gudsfrygtig som ham der fra Biblen, der var villig til at slagte en af sine egne sønner. Vi besøgte hende også for ni måneder siden, og hun kunne huske, at jeg godt kan lide friturestegte kartofler, så det fik vi også at spise i går. Mens hun lavede mad på det lille bålsted på gårdspladsen, smalltalkede hun om Silke og børnebørnene (som hun også kunne huske, jeg havde fortalt om) og sagde, at jeg skulle tage dem med næste gang. Det gør jeg gerne, for hun er det mildeste væsen, jeg til dato har mødt.
 
Sidst vi besøgte hende, havde hun og manden, Elias, kun lagt fundamentet til deres cirka ti kvadratmeter store hus, men nu var det færdigt, og de er flyttet ind. Et 20 tommers fjernsyn på en hvid træplade, en bænk og et lillebitte bord udgør møblementet i det ene rum, og en madras på gulvet er interiøret i det andet.
Her bor de. Clara, hendes to børn og Elias, som hun er gift med, men som ikke er far til børnene. Og så har de taget Baracka til sig, en stor sød dreng, hvis forældre er døde. Fem mennesker.
En mindre firkantet kirke bygget af gammelt træ og uden synlige religiøse symboler udenpå støder op til gårdspladsen modsat huset, og i den synger Clara to gange om dagen.
– Når du kommer tilbage i juni, skal du med i kirke, sagde hun og smilede stort.
 

Clara foran sit hus


 
Det vil jeg gerne, og jeg skal alligevel have telt og liggeunderlag med næste gang, for i en landsby seks-syv kilometer fra Bujora har vi besøgt Maico, som jeg kender fra Danmark. På en gåtur i området kom vi op på toppen af nogle klipper, hvor der er et stort fladt plateau og ikke mindst udsyn til hele Afrika 360 grader rundt. Jeg blev fuldstændig betaget ved tanken om at se solnedgang og senere ligge og kigge op i stjernerne, for bare når jeg står i vores lille gårdhave på Bujora om natten og lægger hovedet tilbage, er himlen besat af stjerner og jeg kan se de smukkeste fjerne galakser, der lyser i blålige og lilla nuancer.
Faktisk var jeg klar til at sætte mig ned og vente på nattens komme, men Siku, der nok er lidt mere praktisk anlagt, rystede på hovedet og mente, at det ville blive regn.
– Arh Dav, mvua.
 
Således bragt tilbage til virkelighedens udfordringer forhørte jeg mig om en regnfri periode hos Maico, der i øvrigt fortalte, at han flere gange selv har sovet på toppen, og at det er fint.
– Juni, svarede han, og det passer så fint med Bulabu, en dansefestival på Bujora, som alle vi Utamadunier er inviteret til, og som jeg forventer at deltage i. Det kunne du også overveje.
Nå men, da vi skulle ud til landsbyen, hvor Maico bor – og som han på en eller anden måde nærmest ejer, det er lidt vanskeligt at forstå, for det er lidt, som hvis jeg ejede Harlev eller Glostrup – men da vi skulle af sted, Siku og jeg, foreslog jeg, at vi gik.
– Arh Dav, joto. Jua joto. Det er varmt, solen er varm, indvendte hun.
– Nå, men så går vi hjem, sagde jeg og kiggede alvorligt på hende.
 
I Aarhus går jeg en del for at holde kroppen i gang, og jeg savner at gå længere ture her i Tanzania, og så tror jeg også, det ville være sundt for Siku – sådan kan man jo altid være så klog på andres vegne.
– Ndio, Dav! Ja, svarede hun og smilede stort.
Vi havde en superhyggelig dag, Maico er en meget behagelig og opmærksom vært, og vi fik serveret søde kartofler til frokost, som vi spiste sammen med alle dem, der er ved at fjerne sten og bygge et nyt hus for ham tæt på, mens jeg spurgte ind til det med at eje hele landsbyen.
Han har bare langsomt købt grundene i området og fået bygget huse på dem, som han så lejer ud eller som hans vistnok familie bor i, og på den måde er landsbyen hans. Egentlig er han slagteriarbejder på Danish Crown i Danmark, men det er en anden historie.
Ud på eftermiddagen ville Siku og jeg til at gå, men Maico sagde, at nu var vi nødt til at vente på aftensmaden, for kvinderne var gået i gang med at lave den, og nå ja, så ventede vi, men det trak ud (african time), og det blev mørkt, inden vi kom af sted, og man kan ikke gå i mørket på landevejen i Afrika, så vi fik fat i to pikipiki, motorcykler, som kører dig hvorhen, du vil, for ikke ret mange penge, så vi fik heller ikke gået langt den dag.
 
Dagen efter skulle Siku hæve nogle penge til en moster Christina, der fejler noget i underlivet, som gør, at hun skal møde op hos lægen hver dag i vistnok Mwanza, som ligger tre-fire kvarters tid væk i bus.
I Tanzania er et system a la mobile pay temmelig godt kørende, så vi skulle finde en telefonbutik, der udbetaler penge, mod at brugeren indtaster en hel del tal i flere omgange på sin telefon.
Efter at Siku havde været til træning med sin nye dansegruppe, og jeg havde taget nogle få billeder og ellers bare kigget på, skulle gruppen diskutere et eller andet, og jeg tør godt her sige, at afrikanere sjældent fatter sig i korthed, når de taler til en gruppe. Derfor nåede solen at gå ned og falde i en god dyb søvn, inden mødet var slut. Vi gik altså rundt i Kisesa efter mørkets frembrud på jagt efter en telefonbutik og besøgte den ene skumle lokation efter den anden på maksimalt tre kvadratmeter med en mand og en skuffe med penge i. Butikkerne indeholder ikke andet.
Om dagen skal man se sig for, når man går, fortove og plane flader er noget, de har i Europa, i Kisesa kan man tale om held, hvis man undgår at falde over en hund, en bunke mursten eller en større ujævnhed i underlaget og forestil dig så, at gå der om aftenen, når der er bælgmørkt.
Nå, men det lykkedes uden at komme til skade, og fjerde gang var der bid, vi fandt én butik, der lå inde med nok kontanter til at kunne udbetale 100.000 shilling.
 
Og så mangler jeg at fortælle om den måde, børnene her tager ansvar på, om en svigerinde, der hedder Wifi, at vi har ordnet og købt nye varer til butikken, at vi ofte spiser hjemme hos Siku sammen med nogle af hendes mange brødre og onkler og mostre og at det er et helt kapitel for sig, at mit swahili meget langsomt bliver bedre og at Siku i den henseende ikke er nogen stor hjælp.
– Hvad siger du? spørger jeg, når hun i sin sædvanlige hastighed på 100 kilometer i timen har rablet en sætning af sig henvendt til mig.
Så drejer hun hovedet væk fra mig, så jeg ikke kan se hendes mundbevægelser og gentager sætningen i samme rasende hastighed.
– Siku, pole pole, siger jeg. Langsomt.
Rigtig meget godt kan man sige om hende, men nogen stor sproglærer er hun sgu ikke.
Ellers har vi det godt.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *