Kærlighed har aldrig skadet nogen

24. februar 2018 Filosofi, Uta

 

Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af jer.
Som om hjertet vokser med alderen.
Jeg ser på jer og tænker jer som familie. Som et stort tæppe man kan vikle om sig – eller vikle sig ind i – vævet i elegante mønstre med de smukkeste lyse farver. En katedral af kulører. En nuanceret flok af mennesker, kompetencer og livsglæde, på vej i hver sin retning. Eller midlertidigt hvilende. Med vores arts forbavsende ens håb og længsler om et godt liv og masser af kærlighed.
Same same, but different.
Som haletudserne i tørveskæret eller planeterne i galakserne.

 

Enhver kultur er defineret ved en vis homogenitet.
Kultur kan defineres som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation.  Det gælder tydeligt for os som gruppe, men hæver vi os lidt op, kan vi se, at det jo også gælder for landet, vi lever i. Og nabolandene. Og dem længere væk. Ja, faktisk hele verden.  Fordi jeg har haft længere tid til at tænke mig om end så mange af jer andre, ved jeg, at der i enhver kultur er indre forskelle.
Det glæder og beroliger mig at vide, at I er de indre forskelle. Også derfor holder jeg af jer.

 

Man siger ellers, at mænd over 50 blir mere og mere sure, jo ældre de bliver. Det skal nok passe, for kroppen forfalder, hørelsen svinder, synet stækkes og håret falder af. Blæren skrumper til størrelsen på en valnød, og man skal pisse hele tiden. Selvfølgelig kan man blive vrissen over at opleve sit tidligere perfekte legeme gå i opløsning. Selvfølgelig.
Så nogen gange brokker vi os. Over ungdommen, alderdommen, larmen, stilheden, varmen, kulden eller prisen på småkager. Men på gode dage, når ånden ellers er klar, kan erfaring, visdom og mental kapacitet samle sig til indsigt eller undren, vi må dele.
I dag er sådan en dag.

 

Vores familie ser ikke på køn, når arbejde skal udføres og ser ikke på kropsudsmykning eller frisure, når vi vælger sidemand ved fællesmøderne eller ved bålet om aftenen. Som gruppe har vi indset, at kroppen blot er bolig for sjælen, og at det vigtige strømmer fra hjertet.
Vi ved, at viden og kærlighed vokser af at blive delt, og vi tror på kærligheden som den stærkeste kraft i universet. Vi ved også, at kærlighed og medfølelse er de kunstformer, hvorfra fred udvindes.
Hvis to mennesker kan lide hinanden, peger vi ikke fingre, fordi de har samme køn eller forskellig hudfarve.
Og her bliver det mærkeligt. For det forekommer mig, at vores frisind har huller.

 

En kusine, der i et par år var bosat i en fjern verdensdel, vendte i år hjem for at præsentere sin kæreste. I et varmt lys fra en orange sol gik de rundt med hinanden om livet, hun smilede og pegede og fortalte og blev mødt med utallige kram, for vi nød gensynet og glædede os oprigtigt på hendes vegne. Dejlig så hun ud i sin blomstrede korte kjole, og hun lod sig ikke mærke med, at de høje hæle igen og igen sank i til sålen.  Kusinens forældre mødte svigersønnen for første gang, han var en flot fyr, venlig og imødekommende og aldersmæssigt tættere på forældrene end på kusinen.
Hans alder blev kommenteret af flere.
Som i: Hø, hø!

 

Hold op med at læse og kig dig selv i spejlet.
Jeg forstår, det udfordrer dig, men jeg forstår ikke af hvilken grund.
Du skal ikke svare mig, du skal bare spørge dig selv.

 

Om din kusine eller din fætter, din nabo eller din politiker forelsker sig i en dværg, én af samme køn, en anden hudfarve, en der er højere, lavere, blind, døv, dum, klog, whatever, så bør du da glæde dig. Eller hvad?
Don’t criticize what you can’t understand, som en kendt musiker synger i sangen The times they are A-Changin’.
Glæd dig i stedet over, at mennesker vælger at gå ind i kærlighedens rum, hvor lyset vælter ind af dobbelte panoramavinduer. Alle har godt af det. Alle har brug for det.
Og mig bekendt har kærlighed aldrig skadet nogen.

 

 
Og så til noget helt andet: Der skal ikke halvt af hver i en tequila sunrise! To centiliter Tequila, godt med juice, et skvæt Grenadine og isterninger. Thats it. Det andet er noget slam, forklarer jeg.
Vi sidder 14 bartendere i Pusterummet. Det er lørdag og vi er mentalt og praktisk i gang med at ruste os til ugens arbejde. Jeg havde tænkt mig at gennemgå et par opskrifter og så gå direkte til årets nye tiltag.
Der er ingen, der hører efter.
Inge-Lise fortæller Ralle en historie om Kenya, Benjamin griner og tilføjer et par detaljer. Janos underholder Jolan og April om en tur i byen, Ole og Frederik spiller magic card, Eva og Trine diskuterer en eller anden roms kvaliteter, Dorthea sms’er mens Troels fortæller Lone om Cuba.
– Hey! Prøv lige at tie stille lidt! forsøger jeg. Med samme virkning, som hvis jeg havde henvendt mig til gruekedlen.
Jeg blir en smule betænkelig ved udgiften til mine kurser.
 

Siden sidste lejr har jeg været på flere lederkurser i dyre konferencesale på ekstravagante hoteller udelukkende i ønsket om at kunne øge medarbejdernes tilfredshed med det ensformige arbejde i baren.
Hvis den forhøjede glæde kunne generere et mersalg til glæde for Foreningen, ville det selvfølgelig også være fint.
Kurserne har været hårde og tidskrævende, svinedyre og ind i mellem lidt kedelige, for hvad taler man egentlig med sine medkursister, landets mest entreprenante erhvervsledere, om?  Trommedans? Aarrrhhh! Næppe.
Lad mig bare være ærlig og sige, at det var den ganske udmærkede champagne ad libitum, der i visse stunder bar mig igennem. Og så te, naturligvis.

 

Te er en aromatisk drik, der fremstilles ved at hælde varmt eller kogende vand over tebuskens blade. Efter vand er te den væske, der drikkes mest af i verden.
Men i et par år kunne man ikke købe te i baren. Man kunne få te til morgenmaden, fremstillet af køkkenet. Når de søde folk i køkkenet lukkede ned for morgenmad, var tedrikkere henvist til selv at lave te eller forsøge sig i Kagefeen.
Internt i baren havde vi store diskussioner om den beslutning – og jeg var lodret imod.

 

Te gir slanke lår, te er sundere end kaffe og Dalai Lama drikker te! Mine argumenter faldt på stenet jord. Te var ‘no go’ i baren. Der var flertal imod. Som barfatter havde jeg derfor i år besluttet, at vi ikke skulle servere kaffe. Så kunne de lære det.
Men stemningen var vendt, og der var igen flertal for te. Jeg tav om mine tanker om kaffen. Man skal vælge sine slag med omhu.
– Vi køber gode, økologiske tebreve, det er nemt og smager faktisk helt ok, sagde jeg i stedet. Jeg talte af erfaring. Selv om det i Japan tager fire år at lære at lave en kop te, kunne vi godt nøjes med mindre.
– NEJ, sagde en af de unge bartendere, hvis navn rimer på forår, og så mig bestemt i øjnene. – Vi bruger teblade, og jeg skal nok hælde dem op i nogen éngangsfiltre.
Det er skønt, når ungdommen tager ansvar, så jeg bøjede mig.

 
På baggrund af vinterens lederkurser og den derfra tilegnede viden, ville jeg i år indføre medarbejderudviklingssamtaler i baren. Ikke helt som vi kender dem, når vi selv sidder og vrider hænder overfor vores chef og skal forestille at være forstående, når fjolset siger, at der på grund af konjunkturfald desværre ikke er råd til det kursus, du rigtig gerne vil på.
Næ, det er så oldschool, her er der tale om topmoderne, i USA med succes afprøvede teknikker, anbefalet af førende arbejdspsykologer og ditto terapeuter over hele verden.
Man sidder som gruppe samlet og taler efter tur om den enkelte og arbejdets udfordringer.
– Hvordan synes du selv, det går? kunne et spørgsmål lyde.
Flere af os kender formen fra gruppeterapi, hvor tanken jo er, at den enkelte lærer noget om både den, der taler og samtidig kan spejle sig i andres udfordringer.
Mennesket er jo heldigvis ikke en ø og smerte er uundgåelig, mens lidelse er et valg.
Som medarbejderudviklingsværktøj er gruppeformen helt ny og meget effektiv.
Sagde underviserne.
 
For de af jer, der ikke har haft tid eller mulighed for at komme backstage baren (der mangler ikke et ’i’), kan jeg fortælle, at vi bag baren har opstillet et telt, hvor bartenderne kan spise, spille kort og på anden vis slappe af. Inventaret består af to borde omgivet af fire konferencebænke. Efter mørkets frembrud spreder en lysekrone elegant sit lys ud over arrangementet. Barens samlede personale kan sidde om bordene samtidig. Helt ideelt til medarbejderudviklingssamtaler.
Eller…
 
– Ahem!
Jeg rømmer mig, men uden virkning.
Så rejser jeg mig og brøler:
– Hold så KÆFT et øjeblik!
Øjeblikkeligt bliver der ro. 14 par øjne kigger overrasket på mig.
I godt tre sekunder.
Så svarer de.
Hver især, i munden på hinanden og noget forskelligt.
Jeg sætter mig tungt ned og savner champagne.
Beslutter mig for at udsætte samtalerne til næste dag.
 
Efter mødet hælder den unge bartender møjsommeligt og ansvarsfuldt teblade op i 100 tefiltre, som hun lægger i en plastpose, klar til at benytte. Tanken er, at man tager et engangsfilter med teblade, lægger det i en termokande og hælder kogende vand på. Når teen efter fem minutter har trukket, står man med en herlig kande frisk te.
Jeg tager et af filtrene op af plastposen og kigger længe på det. Der er cirka 12 teblade i filteret. Så hiver jeg et andet frem: Der ligger også 12 teblade i.
– Du har altså kommet for lidt te i, siger jeg til hende og holder filteret op i luften. Den her mængde blade kan højst farve vandet lysebrunt. Der er ikke nok til at give smag.
– Så kan man bare lade det blive længere i vandet, svarer bartenderen tørt.
Men sådan fungerer te ikke.
De 12 teblade kan trække i varmt vand til juleaften, og vandet vil stadig smage som – vand.  Det siger jeg til hende.
– Du er en te-snob, Dav! svarer hun og vender ryggen til.
Det er i situationer som denne, man kunne ønske sig lidt mere respekt for alderdom.  Det siger jeg ikke, men jeg siger, at vi umuligt kan sælge en kande vand som te, når den kun har trukket på 12 teblade og at vi er nødt til at fylde temmelig mange flere blade i hver eneste pose.
– Så må du selv gøre det, konstaterer bartenderen og går sin vej.
 
Det er aldrig til på forhånd at vide, hvordan teamet arbejder sammen, vi får nye ind hvert år, og vi gamle kan være midlertidigt tynget af – ja, for eksempel alderdom.
Men alle bartendere passer deres vagter, smiler til kunderne, joker kærligt indbyrdes og er opmærksomme på kaffen, lageret, opvasken og hinanden.
Har nogen brug for en time eller to til andre gøremål, er der straks flere, der melder sig som stand in. Stemningen generelt er god.
At skaffe ørenlyd til dagens medarbejderudviklingssamtaler er dog fortsat ikke muligt.
 
Torsdag aften ved 23-tiden forvilder jeg mig over i køkkenet. Først kan jeg ikke se en eneste medarbejder, men jeg kan høre Anders’ stemme og går efter lyden.  Bænket omkring det store arbejdsbord til venstre for køkkenet sidder tyve medarbejdere i tavshed og lytter til, hvad Anders siger. Da han er færdig med at tale, er der en af medarbejderne, der rækker hånden op og svarer. Alle andre tier stille.
De lytter.
Det gør jeg også. Med åben mund.
WTF?
 
Anders: Jeg vil gerne købe et kursus. Der følger både te og champagne med.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *